Tre grunde til dansk sejr over Ungarn

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen ser frem mod Danmarks åbningskamp ved EM i Kroatien.

Lars Krogh Jeppesen er optimistisk før Danmarks første kamp ved EM i Kroatien. (© DR)

Danmark åbner i aften EM-turneringen i Kroatien mod Ungarn, der har fordel af, at opgøret i Varaždin Arena spilles i kort afstand af grænsen mellem Ungarn og Kroatien.

En god del af de 5.200 publikummer i Varaždin Arena vil derfor være ungarere, der som altid bakker passioneret op om deres landshold.

Det kan kun være en ungarsk fordel, men DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen peger herunder på tre grunde til, at Ungarn trods nok så meget opbakning i aften taber til Danmark.

Revanchens time

- Det chok, der gik gennem det danske hold, da Danmark for et år siden tabte til Ungarn ved VM i Frankrig, har tændt en revanchetørst på holdet. Det har givet en masse motivation. De danske spillere vil gå ind til kampen med en indstilling om, at nu skal Ungarn altså have én på nakken.

- VM-nederlaget er en positiv motivationsfaktor for det danske hold. Det nederlag gjorde afsindigt ondt.

Kvalitetsforskel og bredde

- Danmark har en bredere trup med spillere, der spiller og har ansvar i de store ligaer. Vi har bredden med os og der bør også være kvalitetsforskel. De ungarske spillere skal løbes trætte. De er lidt større og lidt tungere nogen af dem, så den danske bredde skal i spil og der skal pumpes afsted i kontraer.

Danskerne bedre forberedt

- Ungarns helt store profil, Mate Lekai, er man bedre forberedt på denne gang. Eller bør i hvert fald være det. Det er en spiller, der i løbet af de sidste år virkelig har været toneangivende og er blomstret op i det seneste år.

- Jeg siger ikke, man undervurderede ham sidste år, men det var en spiller, der måske fyldte knap så meget dengang, hvor der dengang også var fokus på Lazlo Nagy, der ikke er med denne gang.

- Det bliver ikke tilfældet i aften, hvor man vil være særdeles godt forberedt på ham og virkelig vil ramme ham med noget fysik, så kan man tage brodden og ideerne ud af det ungarske angrebsspil.

Om Danmark gør tribunerne tavse i kampen mod Ungarn kan se på TV2 eller høre i LIGA kl. 20:30.