Tysklands regerende europamestre afværgede i sidste sekund et nederlag og fik 25-25 mod Slovenien ved EM i håndbold.
Slovenerne havde med syv sekunder tilbage bragt sig foran med 25-24 og jublede over sejren.
Men da tyskerne efter det slovenske "sejrsmål" ville sætte spillet i gang med det samme, blev de ved midtercirklen forhindret i at kaste bolden af en slovensk spiller.
Ifølge håndboldreglerne udløser usportslig optræden straffekast inden for de sidste 30 sekunder af en kamp.
Dommerne brugte flere minutter på at gennemse episoden på video, før de til sidst besluttede sig for, at Tyskland var berettiget til at få et forsøg på straffekast.
Det blev udnyttet af Tobias Reichmann, der sørgede for 25-25 i Zagreb.
Undervejs var der ellers ikke meget, der tydede på, at europamestrene fra 2016 skulle få point mod Slovenien.
Straks fra start dominerede de slovenske spillere kampen mod en flok rådvilde tyske spillere, der savnede attitude og kvalitet.
Stor vrede på bænken
Langsomt udbyggede Slovenien den tidlige føring, og kort før pausen var afstanden oppe på seks scoringer. Det lykkedes tyskerne at komme til pause bagud 10-15.
De sidste 30 minutter formede sig som en lang tysk jagt på point, og midtvejs i anden halvleg så missionen ud til at lykkes.
Bagud 17-19 skød Uwe Gensheimer forbi mål, men Slovenien modtog en to-minutters-udvisning og Tyskland et straffekast. Det skabte så stor vrede på den slovenske bænk, at der blev uddelt endnu en udvisning på to minutter.
Med to spillere i overtal kæmpede Tyskland sig på 19-19, og lidt senere lykkedes det også tyskerne at komme foran 21-20.
Slovenien var dog ikke slået, og med tre scoringer i træk kom slovenerne på 23-21, og det alt pegede igen mod en overraskelse.
Med 14 sekunder tilbage fik Tyskland udlignet til 24-24, men på et lynhurtigt angreb bragte Slovenien sig på 25-24. Tiden var derfor så godt som udløbet, da tyskerne til allersidst fik hevet uafgjort hjem.
Tyskland fører gruppe C med tre point foran Makedonien med to point. Slovenien har et enkelt, mens Montenegro er uden point.
Makedonien og Montenegro mødes senere mandag aften.
/ritzau/