Møllgaard: Fruen må helst ikke føde midt i det hele

Lykkelige omstændigheder på hjemmefronten kan sende Henrik Møllgaard ud i lidt af et EM-dilemma.

Henrik Møllgaard har al grund til at juble. Guldklump på vej og succes ved EM. (Foto: © Janek Skarzynski, Scanpix)

Det går over stok og sten for de danske håndboldherrer, der med en meget overbevisende sejr søndag aften over den onde ånd fra Spanien har sat kursen direkte mod en EM-semifinaleplads.

Det danske spil er blevet bedre og bedre som turneringen er skredet frem, men en lykkelig begivenhed kan risikere at slå et stort hul i det stærke danske forsvar.

Forsvarskrumptappen Henrik Møllgaard kan risikere at blive kaldt hjem, da den bedre halvdel derhjemme er højgravid med parrets andets barn.

- Jeg håber ikke, hun føder. Jeg vil gerne lige have den sidste uge med, men vi er tæt på og derhenne, hvor der ikke er noget i vejen for at hun skulle føde. Vi er kun fire uger fra datoen. Men jeg vil gerne lige hjem først, siger Henrik Møllgaard, der sammen med fruen først vil tage stilling til, om han skal skynde sig i lufthavnen og hjem, hvis veerne rent faktisk skulle begynde at tage fat.

- Det håber jeg virkelig ikke, jeg skal tage stilling til. Det er lidt afhængigt af, hvordan det hele lige udarter sig. Men vi skal helst ikke ud i, at det sker på finaledagen. Den snak må vi tage, hvis det bliver aktuelt. Vi har naturligvis hele tiden vidst, at det kunne ske, men har valgt at sige, at så må vi tage snakken, hvis det er, siger Henrik Møllgaard, der føler sig overbevist om, at Danmark som minimum nok skal spille sig videre fra mellemrunden til semifinalerne.

Stort afsavn

Uanset om det bliver til en familieforøgelse eller ej, så er tiden væk fra familien en hård omgang. De danske håndboldherrer var i tiden op til EM-turneringen i træningslejr, så alt i alt bliver det til en lille måneds tid væk fra hinanden for Henrik Møllgaard og familien, hvis Danmark går videre til semifinalerne.

- Det er hårdt at være væk fra hinanden så lang tid, som vi er i sådan en turnering her, og i forvejen lever vi jo det her liv, hvor man er sådan lidt til og fra. Man er i hvert fald ikke den der konstante forælder. Så sådan en måned her, hvor samtidigt også har boet i København i optakten til turneringen, der har vi været virkelig meget fra hinanden. Det er sgu hårdt, siger Henrik Møllgaard, der er topmotiveret til at tage sin tørn på hjemmefronten, når han og holdkammeraterne forhåbentligt har fået hængt noget guld om halsen.

- Der er vist en derhjemme, der trænger til at blive aflastet lidt.

Danmark spiller tirsdag aften mod Sverige, mens Tyskland er modstanderen onsdag aften. Hvad der kræves af danskerne for avancement til semifinalerne kan du læse her.