Danmark nåede aldrig foran en eneste gang i semifinale-kampen mod Sverige.
Derfor endte det også med et dansk nederlag på 35-34 efter forlænget spilletid til svenskerne, der nu møder Spanien i finalen.
Og efter kampen var det en flok meget skuffede, danske spillere.
- Det er en lortefølelse. Det er tæt på at være noget af det værste, jeg har været med til, lyder det fra Magnus Landin.
Den oplevelse deler Mads Mensah Larsen også.
- Det er virkelig en sløj fornemmelse. Vi sejler i vores defensiv gennem hele kampen. Det er alt for nemt at lave mål. Og så bliver det samtidig svært at lave mål, når vi er oppe mod et godt forsvar i den anden ende.
Skal prøve at se fremad
På trods af nederlaget har Danmark endnu ikke spillet deres sidste kamp ved turneringen.
Søndag venter de franske verdensmestre i bronzekampen ved EM.
Men lige nu er det svært at sætte sig op til den kamp, fortæller de danske spillere.
- Vi vil rigtig gerne have noget med hjem. Men det må vi tage i morgen. Lige nu er det godt nok op ad bakke, siger fløjspilleren Lasse Svan.
Alligevel skal danskerne prøve at finde lidt gejst til kampen, mener Mads Mensah Larsen.
- Det er skuffelse, der fylder lige nu. Vi må være skuffede i dag og i morgen. Men vi vil trods alt gerne have noget med herfra. Så det skal være motivationen for os, siger han.