Norge protesterer: Tyskerne var alt for mange på banen

Norge tabte fredag aften EM-semifinalen med ét mål til Tyskland. Nu protesterer de over afslutningen.

Det norske landshold håber, at en officiel protest kan give dem en ny chance for at komme i EM-finalen. (Foto: © Kacper Pempel, Scanpix)

EM-semifinalen mellem Norge og Tyskland er endnu ikke afgjort, selvom dommerne har fløjtet kampen af. Norge protesterer nemlig over afslutningen på kampen, hvor Tyskland scorede til 34-33 kort før tid. Nordmændene mener, at Tyskland havde for mange spillere på banen, skriver VG. Og billeder viser, at nordmændene bestemt har en sag.

- Nu har vi formelt protesteret over den fejl, og så ligger det på politisk og administrativt niveau hos EHF. Vi har gjort, hvad vi skal gøre, siger den norske holdleder Heidi Tjugum ifølge VG til TV3.

Lørdag formiddag klokken 9 skal nordmændene argumentere over protesten, og derfra er det op til EHF at tage stilling.

Havde 13 mand på banen

På DR Sporten har vi set kampens afslutning igen og igen. Tre sekunder før tid har Tyskland otte mand på banen. Det er en for meget - helt bestemt en målmand for meget. Der var nemlig to spillere i gule trøjer, og det er kun tilladt at spille med én målmand ad gangen.

Værre bliver det et sekund før tid, hvor tyskerne har hele 13 spillere på banen på én gang. Det er næsten dobbelt så mange som tilladt.

Desværre har vi ikke rettigheder til at vise disse klip på vores hjemmeside, men Norge har altså en sag. Også selvom der kun var kort tid tilbage, da tyskerne løb på banen for at juble.

Men Norge skal ikke regne med at få noget ud af protesten, siger TV3 Norges ekspert Kristian Kjelling til VG:

- Jeg tror ikke, Norge havner i nogen ny semifinale, lyder vurderingen, selvom Kjelling også fastslår, at Tyskland overtræder reglerne.

Umiddelbart virker det heller ikke til Norges fordel, at ingen af spillerne forsøgte at angribe imod de mange tyskere.