Det danske herrelandshold i håndbold kom planmæssigt fra start i Golden League-turneringen i Frankrig.
Mikkel Hansen og kompagni vandt med solide 37-21, men landstræner Nikolaj Jacobsen har alligevel fået lidt at tænke over.
Mikkel Hansen sad med på bænken mod Egypten, men kom aldrig ind. Til lørdagens opgør mod Norge må Jacobsen helt undvære PSG-spilleren Mikkel Hansen.
- Mikkel har lidt væske i knæet, så derfor passer vi lige lidt på ham nu. Det er først i næste uge i Kroatien, at vi skal være der, så derfor skal han lige have tid til at komme af med den væske. Han kommer ikke med mod Norge, siger Nicolaj Jacobsen, der måske har Hansen med igen i den sidste Golden League-kamp mod Frankrig.
I kampene mod Norge og Frankrig vil landstræneren prøve forskellige taktiske ting af, men han beholder også nogle af sine trumfkort på hånden.
Ikke at skal røbes inden EM i Kroatien.
- Det ville være løgn at sige, at det ikke betyder noget at vinde, men vi spiller ikke pladen helt fuld i de to næste kampe, siger Nicolaj Jacobsen.
- Vi vil også gerne have lidt i posen, når vi kommer til Kroatien. Vi må prøve at vinde med det, vi gerne vil vise frem, så vi har lidt ekstra i Kroatien.
Styr på basen
Mens landstræneren altså ikke ønsker at løfte alt for meget på sløret for sine overvejelser i offensiven, så er der til gengæld fokus på at få banket et solidt forsvar sammen inden slutrunden i Kroatien.
- Du kan spille nok så meget god håndbold, men uden et godt forsvar og uden en god målmand, så vinder du ikke noget. Så det er klart, at den base skal være på plads, hvis vi skal have medaljer med hjem.
Danmark møder Norge lørdag aften klokken 16:45. Kampen vises på TV2.