Michael Damgaard scorede intet mindre end 11 mål og lagde op til syv i onsdagens sejr over Makedonien.
Men selvom onsdagens topscorer løb med opmærksomheden og derudover har vist en god indsats på det danske herrelandshold, kan han stadig ikke løbe fra kritikken.
- Jeg hører meget for, at det er enten-eller med mig, og nu forsvarer jeg mig selv. Jeg er blevet Årets Spiller i Bundesligaen to år i træk og har vist kontinuitet. Alligevel skal jeg høre, at jeg ikke har bevist mig selv over perioder. Det er den store kritik, jeg også selv har diskuteret en del med andre.
Venstrebacken vil ikke være selvhøjtidelig, men har fået nok af at høre om sin egen manglende stabilitet.
Må lægge kritikken på hylden
Landsholdsspilleren prøver at huske sig selv på, at der er en grund til, at han er på landsholdet og vil ikke lade sig gå på af, hvad andre siger.
I stedet vil han fokusere på at blive bedre.
- Jeg er nødt til at lægge det på hylden, så det ikke påvirker mig for meget. Jeg bliver hele tiden en bedre håndboldspiller og har udviklet mig meget, men der er stadig ting, jeg kan lære. Jeg forsøger eksempelvis at få videomateriale for at se, om jeg kunne have gjort noget anderledes under en kamp.
Afleveringer som Mikkel Hansen
Michael Damgaard mener ikke, at kritikken er berettiget, men er også klar over, at der hverken er noget kønt eller elegant over hans spillestil, hvis han selv skulle sige det.
For at blive bedre ser Michael Damgaard hen mod sin holdspiller Mikkel Hansen.
- Jeg vil gerne blive bedre til at træffe de rigtige beslutninger og huske at spille bredt. Det er meget det mentale og det taktiske i hovedet, der skal med, og jeg skal være bedre til at vurdere spillet, så jeg kan udnytte mine kompetencer bedre. Mine afleveringer skal være bedre som Mikkel Hansens, ligesom at jeg gerne vil springe noget højere. Det er ting, jeg kan forbedre hen ad vejen.
Danmark møder Sverige klokken 20.30 fredag aften, og kampen kan følges på dr.dk/sporten, ses på TV 2 eller høres Liga på P3, hvor Frederik Lindved og Lars Krogh Jeppesen kommenterer.