Det i forvejen nykonstruerede danske midterforsvar savnede langtidsskadede René Toft Hansen, og det kunne ses, da Danmark søndag tabte 36-28 til Frankrig ved Golden League.
Det hjalp ikke, da højrebacken Mads Christiansen blev skadet, så Henrik Møllgaard måtte dække højre back, mens Klaus Thomsen kom ind og supplerede Henrik Toft Hansen i midterblokken.
Landstræner afventer
Også Michael Damgaard blev skadet før pausen, da han vred om på foden. Bagspilleren fra Magdeburg skal skannes, før det er muligt at sige noget om hans EM-muligheder.
- Planen var at udtage truppen i morgen (mandag), men nu må jeg afvente, jeg kan ikke gøre det nu. Jeg må se på, hvordan det ser ud med dem begge.
- Vi ved først i morgen, hvordan det ser ud med Michael. Det er meget svært at udtale sig om for mig nu.
- Vores fysioterapeuter tror ikke, det er så alvorligt med Mads. Men det ved man jo ikke. Måske kan han komme i gang igen efter nogle dage, det håber jeg, siger Gudmundur Gudmundsson, som lørdag sender sit hold i kamp mod Rusland i den første EM-kamp.
/ritzau/