Danmark fik en velfortjent sejr over Slovenien i den første mellemrundekamp ved EM i Kroatien. Slovenerne blev besejret med 31-28 i en kulisse, der nærmede sig en hjemmebane for slovenerne.
Især Lasse Svan og Casper U. Mortensen viste klassen, hvilket også bliver belønnet af DR's håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen, som her giver de danske spillere karakterer for kampen mod Slovenien.
Niklas Landin, 7
Dejligt at se den danske anfører tilbage med en god præstation, specielt set i lyset af hans lyskeproblemer. Syv redninger på 19 forsøg og en redningsprocent på 37.
Jannick Green, 4
Startede fornuftigt, men faldt i takt med det ustabile danske forsvarsspil, som tit blev for passivt, i første halvleg.
Magnus Landin, 02
Uheldig med sine to afslutninger, der begge ramte stolpen. Udfordret i defensiven i sine vurderinger med hensyn til opbakningerne.
Casper U. Mortensen, 12
Kom på banen efter et kvarters spil, var træfsikker og udstrålede en helvedes masse attitude og tro på egne evner. Var samtidig pålidelig og sikker i den danske defensiv.
Rasmus Lauge, 10
Kæmpe stort overblik med hele otte assists, samtidig med at han hold sin egen fart mod målet og solid i den danske defensiv. Fire mål på seks afslutninger.
Anders Zachariassen, 7
Flot indhop i en hektisk kulisse. Forudseende forsvarspil. Har stadig ikke brændt et skud i turneringen, mod slovenerne blev det til ét mål på én afslutning.
René Toft Hansen, 4
Kæmpede bravt i defensiven med stor fysik mod de ufine slovenske stregspillere. Lod sig til tider provokere, hvilket førte til to dumme udsivninger.
Mads Mensah, 02
Spillede 17 minutter uden at komme frem til noget. Kæmper fortsat med timingen i sit spil og med for alvor at komme ind i turneringen.
Henrik Toft Hansen, 7
58 minutter blev det til på banen. Han knoklede i den danske defensiv, hvor flertallet af hans gode aktioner overstrålede de dårlige. Træfsikker på de to forsøg, han fik.
Mikkel Hansen, 4
Virkede hæmmet og manglede fart i angrebsspillet, hvor det ikke blev til mange vundne dueller i første halvleg. Markerede sig i slutningen af kampen ved at tage ansvar og strålede med både mål og assists.
Michael Damgaard, 4
Markerede sig med tre gode assists og tog samtidig en masse dueller. Lidt for hektisk i forhold til sine egne afslutninger, men skabte plads til de andre ved sin høje fart.
Peter Balling, 4
Spillede hele kampen på højreback-positionen, hvor han tiltrak sig opmærksomhed ved at ligge bredt i banen. Investerede ikke nok kræfter, når han endelig besluttede sig for at gå mod mål. To mål på seks forsøg, hvilket kan forbedres, men assist-spillet trækker op.
Lasse Svan, 12
Kampens spiller. Fik trænerens tillid fra start og kvitterede med mål, en helvedes masse fart og tro på egne evner. Intet mindre end fremragende.
Nikolaj Jacobsen, 7
For anden kamp i streg havde landstræneren held med sin startopstilling. Lasse Svan var, ligesom Balling mod Spanien, kampens spiller, og han kvitterede for tilliden med 11 mål. Var lidt lang tid om det, men landstræneren fik rettet den danske defensiv til efter 20-22 minutter og fik sat en stopper for den slovenske profil Zarabec.
Jacobsen fordelte kræfterne bedre i opgøret, hvilket var fornuftigt på grund af den fysik, der var i kampen mod slovenerne. Gav dog Balling for lang snor, han burde have bragt en anden spiller ind i stedet.
Hans Lindberg, UB
Henrik Møllgaard, UB
Morten Olsen, UB