Ni mål scorede Spanien i anden halvleg, og det var i høj grad den danske keeper Niklas Landins fortjeneste, at det derfor endte med en sejr på 27-23 til Danmark efter et flot comeback.
Han var reaktionsstærk, sikker og kølig gennem hele kampen, og derfor har DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen også fortjent givet ham topkarakter.
Mikkel Hansen og Michael Damgaard scorer også gode karakterer i den flotte danske præstation.
Nedenfor kan man se Lars Krogh Jeppesens karakterer til den danske spillere.
Gudmundur Gudmundsson: 5
Han gik ind og ændrede tingene i pausen i fællesskab med holdet, og det gav tydeligvis pote. Nøglen var Mads Mensah i forsvarsspillet i anden halvleg, hvor han matchede de spanske stregspillere, så det skal han have stor ros for. Kampen viste, at der er mange steder, vi kan forbedre os, og det så Gudmundur Gudmundsson lynhurtigt, så det var en stærk præstation fra hans side.
Mikkel Hansen fik også en vigtig rolle, da han blev rykket ind på midten, og det gav plads til Michael Damgaard, som kom ind med fart og og vilje, og det gav det danske angrebsspil en ny dimension. Så det skal træneren have stor ros for.
Niklas Landin: 6
Han stod en imponerende kamp. Han var reaktionsstærk, og han skræmte de spanske spillere. Både på straffe og i åbent spil var han fantastisk.
Mads Christiansen: 2
Tog for lidt initiativ, og han blev derfor ikke afgørende for det danske angrebsspil. Det blev til to mål på fem afslutninger.
Mads Mensah: 4
Spillede sig gevaldigt op i anden halvleg, hvor han skal have stor ros for sin defensive præstation. Han kom med enorm fysik, og det var med til at vende kampen, da han tog kampen op med de spanske stregspillere og matchede dem fysisk.
Casper U. Mortensen: 3
Han kom skidt fra start, da han kom ind i anden halvleg, men med flere fremragende defensive aktioner spillede han sig op. Offensivt fik han en succesoplevelse ved at score på sin sidste afslutning i kampen.
Anders Eggert: 4
Spillede en fin første halvleg, men det var hans kølighed på straffekast i anden halvleg, der trækker karakteren op.
Jesper Nøddesbo: 5
Fem mål på fem skud taler sit tydelige sprog. Han var træfsikker og enormt bevægelig inde på stregen, og det havde vi brug for i anden halvleg. Stor kamp af Nøddesbo.
Lasse Svan: 3
Startede kampen godt, men så faldt han ud af spillet, hvor han ikke fik meget at arbejde med. Han scorede på to ud af tre, og det er ganske fint.
Hans Lindberg: 3
Kom ind fra anden halvlegs start, hvor han havde flere stærke defensive aktioner. Han tog god del i spillet, og det blev til et enkelt mål. Alt i alt en fin kamp.
Henrik Møllgaard: 3
Hans første halvleg var rigtig dårlig, hvor han tabte alt for mange dueller til de stærke spanske stregspillere. Det blev dog meget bedre i anden halvleg, men den dårlige første halvleg trækker ned.
Henrik Toft: 3
Han sluttede kampen rigtig godt af og scorede nogle mål på vigtige tidspunkter, da Nøddesbo havde brug for en pause.
Mikkel Hansen: 5
Han var ikke så træfsikker, men han trådte for alvor i karakter i kampen på en måde, som man ikke har set før i turneringen. Han satte angrebene op og dirigerede under time outs, og det er noget, jeg er sikker på, vi kommer til at se meget mere af. En stor kamp af Mikkel Hansen, og det var godt at se ham i denne lederrolle.
Michael Damgaard: 5
Fantastisk, intet mindre. Michael Damgaard viste virkelig, hvor farlig han kan blive for Danmark. Han er så hurtig og uforudsigelig, og så har han et fantastisk skud. Han er ikke længere bare en joker, og man kunne se, at Spanien havde forberedt sig på ham. De kunne bare ikke stille noget op.