Viborg griber ud efter guldet, glæden og den første triumf i otte år

Søndag spiller håndboldkvinderne fra Viborg HK European League-finale mod tyske Bietigheim.

Kristina Jørgensen skifter klub til sommer, og hun håber på at slutte karrieren i Viborg af med en titel. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

I Viborg har man i mange år brystet sig med at have en af landets mest succesrige håndboldklubber.

00’erne bød endda på hele tre Champions League-titler og danske mesterskaber på samlebånd for Viborg HK. Men siden da er det gået mere stille for sig i den midtjyske klub, når det kommer til guld, glæde og store triumfer.

Ja, faktisk har de ikke løftet et trofæ i otte år.

Men det kan de ende med at gøre i aften.

Her venter tyske Bietigheim nemlig i European League-finalen, og målet for den kamp er ganske klar, fortæller Viborgs træner, Jakob Vestergaard. Den otteårige titeltørke skal afsluttes.

- Når man står i en finale, vil man altid gerne vinde. Det er altid sjovest at vinde guldmedaljen, siger Viborg-træneren.

  • Tilbage i 2010 var smilene store hos Viborg-spillerne, da de gik hele vejen og vandt Champions League-finalen. (Foto: © RADU SIGHETI, Scanpix Denmark)
  • Og efter gårsdagens semifinalesejr i European League mod rumænske Baia Maare blev der jublet på ny i Viborg. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Landsholdsspilleren Kristina Jørgensen erklærer sig enig.

Efter fem år i den gamle hovedstad rykker hun til sommer teltpælene op og flytter til franske Metz, og venstrebacken håber derfor på at slutte af med en guldmedalje om halsen.

- Det vil være megafedt og kæmpestort. Men der er en rigtig stor opgave foran os, og den skal vi have fokus på først. Vi vil kæmpe alt, hvad vi kan for at vinde trofæet, og alt kan ske, siger landsholdsspilleren.

Final Four-stævnet i den europæiske håndboldturnering spilles på viborgensernes hjemmebane. Landsholdsspilleren håber derfor også, at hun kan give tilskuerne noget at juble over i sin sidste europæiske hjemmekamp i den midtjyske håndboldhal.

- Det er kæmpestort at stå i en finale i sidste europæiske kamp for mig i denne omgang i VHK, så jeg kunne ikke have ønsket mig mere. Jeg er bare virkelig glad og spændt, siger Kristina Jørgensen.

Kristina Jørgensen har spillet i Viborg siden 2017. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Tysk mester venter

Nogen nem opgave bliver det dog ikke at vinde den første titel i otte år for Viborg HK.

Dagens modstandere er netop blevet tyske mestre, og i semifinalen sendte de midtjydernes kolleger fra Herning-Ikast til tælling, da de vandt med 34-33.

Og selvom Viborg lørdag vandt sin semifinale en smule mere overbevisende med 28-24 mod rumænske Baia Maare, bliver dagens finale en helt anden opgave.

- Det er et superstærkt hold, der lige er blevet tyske mestre og også har kvalitet til at spille Champions League, siger Jakob Vestergaard.

Ligesom sin træner tror Kristina Jørgensen også, at det tyske hold bliver en hård nød at knække.

Men tro kan flytte bjerge, og i Viborg er de klar til at veksle sidste års DM-sølvmedaljer ud med et sæt af guld.

- Vi skal gå til den med stor ydmyghed og tro på, at vores koncept kan bære os langt. Men også at det er nogle rigtig dygtige spillere, der står over for os. Det bliver en svær opgave, men vi er klar til at tage imod den, siger Kristina Jørgensen.

Viborg HK møder Bietigheim i European League-finalen klokken 18. Kampen kan ses på TV3 Max og Viaplay.