Team Esbjerg ligger nummer tre i den danske liga, og søndag sikrede håndboldklubben sig en plads i kvartfinalen i EHF Cuppen.
Det skete med en sikker sejr over Magura Cisnadie fra Rumænien på 32-19.
Med sejren topper Esbjerg gruppe A i den europæiske turnering med ni point, og det er nok til at være sikker på en billet til kvartfinalen, selv om der stadig mangler en kamp i gruppespillet.
Også Viborg i gruppe C er allerede sikker på en kvartfinale i turneringen, mens de to resterende danske hold, Herning-Ikast Håndbold og Nykøbing Falster Håndboldklub, endnu ikke er sikret en plads videre.
De to hold spiller senere søndag.
Norsk profil strålede
Team Esbjergs cheftræner Jesper Jensen havde på forhånd udset rumænernes fysik som et ømt punkt for hjemmeholdet, og Esbjerg fik da også en perfekt start mod gruppens bundhold.
Der gik fem et halvt minut, før hjemmeholdet scorede sit første mål, og det blev til 6-1 til Esbjerg, før Cisnadie igen kom på måltavlen efter 12 minutter.
Med ti minutter tilbage af halvlegen kom rumænerne dog tæt på ved 8-10, inden Esbjerg igen trak fra og kunne gå til pause foran med 15-10.
Anden halvleg blev en ren Esbjerg-opvisning, og rumænerne kunne ikke stille noget op mod det stærke danske mandskab.
Specielt norske brillerede og scorede syv mål på otte forsøg i kampen.
For Cisnadie var det 35-årige Ada Emilia Moldovan, der var bedst og scorede knap halvdelen af rumænernes mål, men lige lidt hjalp det, og Esbjerg kunne rejse hjem med en storsejr på 32-19 over bundholdet.
De to andre hold i gruppe A, Storhamar fra Norge og tyske Bietigheim, spiller senere søndag. De to ligger henholdsvis nummer to og tre med fem og fire point i gruppen.
De to bedste hold går videre til kvartfinalen.
/ritzau/