Fire danske hold i har i dag været i aktion i gruppespillet i EHF Cuppen.
Håndboldkvinderne fra Herning-Ikast slog søndag det svenske mesterhold Sävehof med 29-22.
På hjemmebane gjorde de midtjyske værter kort proces og afgjorde mere eller mindre affæren før pausen.
Efter en jævnbyrdig indledning kunne Herning-Ikast-træner Kristian Kristensen se sine spillere oparbejde et forspring på 15-9 før de sidste 30 minutter.
I slutfasen fik Sävehof-spillerne pyntet lidt på resultatet, så det endte med en dansk sejr på syv mål.
Vestjyder smed stor føring
Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg tog i dag et lille skridt mod kvartfinalerne i EHF Cuppen.
På udebane spillede vestjyderne 28-28 mod norske Storhamar efter en dansk føring på fem mål midtvejs i anden halvleg.
I stedet for en storsejr til de danske gæster, var det tæt på at ende med et nederlag til Esbjerg-spillerne, der bør være godt tilfredse med det ene point.
Team Esbjerg har tre point efter to kampe i gruppe A, mens Storhamar blot har et enkelt. I første spillerunde slog Esbjerg rumænske Magura Cisnadie, mens Storhamar tabte til tyske Bietigheim.
De to bedste hold fra gruppen går videre til kvartfinalerne.
Senere søndag tabte Nykøbing Falster på hjemmebane med 24-28 til kroatiske Podravka. Dermed har det danske hold tabt de to første kampe i gruppe D.
Lørdag vandt Viborg HK hjemme sikkert over Besancon fra Frankrig med 35-26. Viborg topper gruppe C.
/ritzau/