Odense Håndbold sluttede 2019 med en Final4-skuffelse og efterfølgende fyring af cheftræner Jan Pytlick, men siden har fynboerne taget et vellykket spring ind i det nye årti, må man sige.
Holdet lagde ud med en sejr over kvindeligaens dengang ubesejrede tophold Team Esbjerg, og lørdag tog Odense Håndbold og den nyudnævnte cheftræner Karen Brødsgaard endnu en stor skalp, da det blev til en 28-27-sejr på udebane over ungarske Erdi i EHF Cup-gruppespillet.
- Det var en stor holdpræstation. Alle dem, der kom på banen, gik ind og tog ansvar. De slåssede i to gange 30 minutter, og det var virkelig en holdpræstation i topklasse, siger Karen Brødsgaard til DR Sporten.
Efter 12-12 ved pausen fortsatte den tætte kinddans til opgørets døende sekunder. I det sidste minut havde Odense bolden ved stillingen 27-27, men løb ind i en angrebsfejl. Herefter forspildte Erdi deres mulighed for en sejrsgivende scoring, da Althea Reinhardt greb afslutningen. I stedet sendte hun lynhurtige Freja Cohrt afsted i kontrafasen.
I allersidste sekund, nærmest som haluret lød, fik venstrefløjen sendt bolden i nettet og sejren med hjem til Danmark.
- Håndbold handler også om at opsøge heldet, og i dag (lørdag, red.) havde vi det i hvert fald til sidst, siger en tydelig glad Karen Brødsgaard, mens hun sidder og får pulsen ned efter den intense afslutning.
Ungarn er en håndboldgal nation, og det fik Odense Håndbold at føle.
- Det var, som Ungarn er. En fyldt hal og en vild kulisse. Det var svært kommunikere, ikke med dem på bænken, men med dem på banen. Så derfor var virkelig gang i fagterne, griner Brødsgaard.
Søndag skal yderligere to hold i aktion i EHF Cuppen. Herning-Ikast møder hjemme Storhamer fra Norge, mens København Håndbold, som fynboerne, også er draget til Ungarn, hvor Siofok venter.