Kalender-kaos i Europa: Dansk klub lever med uretfærdighed

Bjerringbro-Silkeborg kan ryge tidligt ud af EHF Cup’en uden at være blevet slået ud på banen.

Bjerringbro-Silkeborg kan have spillet holdets sidste kamp i EHF Cuppen i denne sæson. (Foto: © Sippel/ Eibner-Pressefoto via ww, imago images/Eibner)

Bjerringbro-Silkeborgs situation er måske lige en anelse mere speget end mange andre klubbers situation i disse tider, hvor coronakrisen ellers lufter mange åbne spørgsmål om retfærdighed og mulige eller umulige afslutninger på igangværende turneringer, ligaer og mesterskaber overalt i sportens verden.

Den danske håndboldklub deltager i denne sæsons EHF Cup og har med to sejre i fire kampe holdt liv i mulighederne for at kvalificere sig til kvartfinalerne i den næststørste europæiske klubturnering.

Men også den turnering er pt. lagt ned, og selvom Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) i onsdags udsendte en plan for det videre forløb i turneringen, er det i endnu højere grad end den tilsvarende plan for Champions League, hvor Team Esbjergs kvinder måske kan sendes direkte i Final 4 efter sommerferien uden at spille kvartfinaler, en plan uden endegyldige svar.

- Vi kan ikke regne ud, hvad EHF vil gøre, og vi har spurgt dem, men kan ikke få svar, siger Bjerringbro-Silkeborgs direktør Jesper Schou.

To spillerunder tilbage

Netop nu mangler der to spillerunder i gruppespillet, som bliver afviklet med fire grupper á fire hold, der i første omgang kæmper om de i alt otte pladser i kvartfinalerne.

EHF har opstillet en deadline 15. maj i forhold til at færdigspille grupperne i begyndelsen af juni – ellers vil man gå direkte til afvikling af kvartfinalerne senere i juni. Men hvordan man i så fald vil finde kvartfinaledeltagerne, fremgår ikke specifikt af planen.

- Men det virker usandsynligt, at vi får en plads i kvartfinalen, og det må vi acceptere. I en normal situation er europæisk håndbold vigtig for os, men lige nu er der bare andet, der er vigtigere. Først og fremmest hele sundhedssituationen, og så skal vi ikke rende rundt og diskutere, om vi er blevet uretfærdigt behandlet.

- Herhjemme har vi også nok at gøre med at afvikle turneringen og få styr på hele den økonomiske situation, siger BSH-direktør Jesper Schou.

Afgørelsen kan blive rent kaos

I princippet ligger jyderne netop nu nummer to i gruppen med fire point – á point med tyske Melsungen, der har bedre målscore. Men BSH er bedre i de indbyrdes kampe mod Melsungen, og det plejer at være afgørende i håndbold i tilfælde af pointlighed.

Men i andre grupper er der også pointlighed, og da har holdene ikke nødvendigvis mødt hinanden to gange – hjemme og ude – så da vil den samlede målscore måske blive anvendt. Men det har EHF ikke givet svar på.

Og for at gøre tingene endnu mere komplicerede i mændenes EHF Cup, er Füchse Berlin vært for Final 4, der i lighed med Champions Leagues Final 4 er flyttet til slutningen af august. Skulle Füchse Berlin vinde deres gruppe, ryger de direkte til Final 4 og skal altså ikke spille kvartfinale.

Altså skal der kun findes tre yderligere hold til Final 4 via tre kvartfinaler med seks hold. Og så bliver den dårligste af de fire toere sorteret fra til kvartfinalerne – og lige nu er det umiddelbart BSH.

Michael V. Knudsen forsøger at stoppe Melsungens Kai Häfner, da de to holdt mødtes i februar, (Foto: © Sippel/ Eibner-Pressefoto via ww, imago images/Eibner)

Sidst men ikke mindst eksisterer også muligheden for, at det slet ikke vil være muligt at afvikle europæiske kampe i august. Men så vil EHF fortsat forsøge at afvikle Final 4 i august med fire hold udtaget efter sportslige resultater i turneringen indtil videre, samt ”tekniske og organisatoriske” kriterier, som EHF torsdag forklarede DR Sporten i en mail.

- Umiddelbart bør det jo betyde, at de fire hold, der fører grupperne på nuværende tidspunkt blev udtaget, men det er ikke til at vide, for det er jo ikke nødvendigvis fair, når holdene ikke har mødt hinanden to gange, ude og hjemme.

- Men isoleret set i vores gruppe har Benfica været bedst, og så er det også fair nok, at de får pladsen i Final 4, hvis man ikke kan afvikle kvartfinaler. Det vil vi ikke protestere imod, siger BSH-direktør Jesper Schou.

Portugisiske Benfica med Rene Toft Hansen på holdet fører Gruppe A med otte point foran BSH og tyske Melsungen med fire, mens polske Gwardia Opole er uden point efter fire af de seks spillerunder.

Danske TTH Holstebro er også med i turneringen og ligger pt. sidst i Gruppe B uden point og uden mulighed for at nå en kvartfinale.

Kvindernes turnering også ramt

I kvindernes EHF Cup er man allerede nået frem til semifinalerne med både Odense og Herning-Ikast blandt deltagerne. Men også den turnering er blevet berørt af ændringerne fra EHF.

I stedet for semifinaler med kampe ude og hjemme og efterfølgende det samme med finalerne, vil man nu i stedet afvikle de afgørende kampe som Final 4 over to dage i én arena 20-21. juni.

Der er ikke meldt noget alternativ ud til disse kampdage, så hvad der sker, hvis kampene ikke kan gennemføres i juni, vides ikke.

- Vi håber bare, at det lykkes at afvikle EHF Cup'en i juni, for det er en turnering, vi rigtig gerne vil vinde, siger Lars Peter Hermansen, Odense-direktør.

Datoer for mændenes EHF Cup

De sidste gruppekampe i mændenes EHF Cup spilles efter planen 3.-7. juni med deadline for klarmelding 15. maj.

Kan man ikke gennemføre de sidste gruppekampe, vil EHF derefter alligevel forsøge at afvikle kvartfinaler 24.-28. juni med deadline for klarmelding 5. juni.

EHF også holder muligheden for at springe direkte til Final 4 29.-30. august åben, men hvordan EHF vil finde de fire deltagere, har de ikke specificeret.