Selvom håndboldherrerne nærmest sensationelt er røget ud af EM, før det for alvor er blevet spændende, så betyder det ikke, at der ikke er dansk islæt på de europæiske halgulve.
Søndag var både Odenses og København Håndbolds håndboldkvinder nemlig på jagt efter vigtige point i EHF Cuppen i deres respektive grupper – og det gik lige efter planen for begge danske hold.
København Håndbold tog imod rumænske Magura Cisnadie på hjemmebane, hvor københavnerne havde hårdt brug for point på kontoen.
De to første kampe i gruppen havde resulteret i to nederlag, og derfor var en sejr mod rumænerne, der også var uden point, et must for København.
Det blev dog heller ikke et problem på hjemmebanen på Frederiksberg. Københavnerne førte 14-8 ved pausen og fortsatte den sikre stil i anden halvleg.
33-22 stod der på måltavlen efter de 60 minutter, hvor hjemmeholdets Debbie Bont blev topscorer med ni mål.
Sejren betyder, at København nu får lidt kontakt til gruppens to øvrige hold Siofok og Podravka, de begge har fem point efter tre opgør.
Odense vinder tæt kamp
Der var også rumænsk besøg i det fynske, da Odense tog imod Bistrita. Fynboerne toppede gruppen inden opgøret, og den føring blev øget efter kampen.
Foran 1642 tilskuere var Odense skarpest i anden halvleg, da det for alvor spidsede til – og slog rumænerne med cifrene 25-19.
Odense har seks point efter de tre første kampe.