De danske kvindehåndboldhold undgår hinanden i EHF Cuppen

I den afgørende kvalifikationsrunde før gruppespillet undgik Viborg, Esbjerg, Herning-Ikast og NFH hinanden.

Lørdag uddelte Moa Högdahl og Viborg HK bank til tyske Buxtehuder Sportverein i EHF Cuppen. (Foto: © Morten Stricker, Scanpix)

Der bliver ingen rent danske klubopgør i håndboldkvindernes afgørende kvalifikationsrunde inden EHF Cuppens gruppespil.

Det står klart efter tirsdagens lodtrækning, hvor der i modsætning til andre turneringer ikke er regler, der forhindrede klubber fra samme land i at trække hinanden.

Viborg HK skal en tur mod sydøst for at møde serbiske Zork Jagodina, mens Herning-Ikast også skal til Østeuropa for at møde rumænske Valcea.

Team Esbjerg skal til Frankrigs hovedstad for at møde Paris 92, mens Nykøbing Falster Håndboldklub kan nøjes med at passere Storstrømsbroen og Øresundsbroen for at møde svenske H 65 Höör.

Kampene i tredje kvalifikationsrunde spilles 10.-11. og 17.-18. november. Den samlede vinder af dobbeltopgørene kvalificerer sig til turneringens gruppespil, som afvikles i januar og februar.

/ritzau/