Eggert om falske VM-fans: Det bliver… specielt

VM-værterne i Qatar har hyret falske fans til at fylde op under håndboldslutrunden.

Det lyder komplet åndssvagt, men VM-værterne fra Qatar har valgt at hyre udenlandske fans ind for at få lidt folk på lægterne ved slutrunden i ørkenstaten.

Eksempelvis får 60 spaniere alt betalt under slutrunden, så længe de bakker op om Qatar.

Det danske landsholds stjernefløj Anders Eggert griner lidt af udsigten til at blive mødt af falske fans.

- Selve oplevelsen er vi spændte på. Vi har hørt, der måske ikke kommer så mange tilskuere og hallerne ikke bliver helt fyldte, men det lyder til, at de decideret har hyret nogle tilskuere, og det ville jo være dejligt at få lidt fyldte haller, men det bliver nok en lidt speciel oplevelse, siger Eggert.

Bekendt med fænomenet

Anders Eggert spillede med ved Super Club-turneringen i Qatar i september, så Flensburg-Handewitt-spilleren er forberedt på besynderligheder fra de lejede fans.

- Der sad nogle i rækker i hvide trøjer og lavede hulla-hulla-ting og flagrede med armene. Det var noget andeledes jubelscener, end vi var vant, siger Eggert.

Danmark spiller første kamp ved VM fredag, hvor Eggert og kompagni møder Argentina.