Dramatisk scenarie i norsk storklub: Skaf 15 millioner inden fredag, eller gå konkurs

Den norske storklub Vipers Kristiansand skal skaffe 15 millioner kroner inden fredag, hvis den ikke skal gå konkurs.

Spillerne fra Vipers Kristiansand skal måske til at kigge sig om efter en ny arbejdsgiver. Klubben er nemlig på randen af konkurs.

I søndags var det norske storhold Vipers Kristiansand et smut i Danmark.

Her mødte de Team Esbjerg i Champions League. Det endte med en Esbjerg-sejr, og kampen kan meget vel blive den sidste, som Vipers kommer til at spille på topniveau i meget lang tid.

Tirsdag meddelte klubben nemlig, at den er akut konkurstruet. Bliver der ikke skaffet 15 millioner kroner (25 millioner norske kroner) inden fredag, er det slut.

- Vipers Kristiansand står i en vanskelig økonomisk situation. For at kunne udbetale løn til medarbejderne og sikre fortsat drift gennem indeværende sæson, er det afgørende at rejse 25 millioner norske kroner senest fredag den 18. oktober 2024. Hvis dette ikke opnås, skal klubben indgive en konkursbegæring, skriver klubben på sin hjemmeside.

Vipers Kristiansand er en af de mest succesfulde klubber i international håndbold i de senere år. Klubben vandt kvindernes Champions League tre år i træk i 2021, 2022 og 2023.

Klubben har en række prominente spillere på kontrakt, deriblandt den norske landsmålvogtere Katrine Lund og Silje Solberg.

Se højdepunkter fra søndagens opgør i Champions League mellem Team Esbjerg og Vipers Kristiansand:

Som at tro på julemanden

Det er ikke første gang, at der er økonomisk modvind i Vipers Kristiansand. Så sent som i begyndelsen af 2024 var klubben ude og bede investorer om penge, hvis ikke nøglen skulle drejes.

Den norske landstræner Thorir Hergeirsson, som træner flere af Vipers-spillerne på landsholdet, fortæller til NRK, at han da heller ikke er overrasket over, at klubben er i økonomiske problemer.

Men at omfanget er så stort, kommer alligevel bag på ham.

- Det er meget tragisk. Det er måske som at tro på julemanden, men jeg håber, at det er muligt at redde, siger Thorir Hergeirsson.

Det lader da heller ikke til at klubben selv tror på, at det vil lykkedes at skaffe de fornødne midler.

Sådan lyder det fra bestyrelsesformand, Peter Gitmark, som fortæller til NRK, at Vipers vil være ude af både den norske liga og Champions League fra på mandag, hvis redningsaktionen ikke lykkedes.

- At man skal rejse 25 millioner kroner på tre dage, er desværre også fuldstændig urealistisk. Vipers har været Norges ubestridte stolthed i mange år. Men når ikke engang tre Champions League-triumfer i træk er et godt nok grundlag for en stabil og god drift af en topklub, må man tænke helt anderledes, siger Peter Gitmark til NRK.

Vipers Kristiansand er i Champions League-gruppe med både Team Esbjerg og Odense Håndbold.

Det Europæiske Håndboldforbund skriver i et svar til DR Sporten, at de er opmærksomme på de finansielle udfordringer i Vipers Kristiansand, men at det endnu er for tidligt at diskutere mulige konsekvenser i Champions League.