'Jeg var overbevist om, at den var brækket': Pytlick forventes ude resten af året

Simon Pytlick er ikke aktuel for det danske landshold i starten af november på grund af en ledbåndsskade.

Flensburg-Handewitt forventer ikke, at Simon Pytlick kommer til at spille flere kampe i denne halvsæson. (Foto: © IMAGO/Ingrid Anderson-Jensen/Ritzau Scanpix)

Simon Pytlick har nu fået bekræftet omfanget af den skade, han løb ind i lørdag aften.

Landsholdsspilleren har skadet ankelleddet og ventes ude i flere uger.

Det oplyser den danske håndboldspillers klub, SG Flensburg-Handewitt, i en pressemeddelelse.

Uheldet var ude lørdag, da Simon Pytlick og holdkammeraterne spillede udekamp mod HC Erlangen i den tyske Bundesliga. I begyndelsen af anden halvleg landede en modstander ovenpå Simon Pytlick i forbindelse med en tackling, og det resulterede i "to knæklyde", forklarer danskeren.

- Jeg var ikke i tvivl om, at der skete noget. Jeg var ret overbevist om, at den var brækket, siger Simon Pytlick til DR Sporten.

Det er nu bekræftet, at knæklydene ikke var resultatet af en brækket ankel, som den danske landsholdsspiller ellers frygtede lørdag aften. Det er i stedet ledbåndene, der har taget skade. Det viste både den røntgenundersøgelse, som Pytlick fik foretaget i Erlangen i weekenden, og de scanninger, som blev foretaget mandag i Flensborg.

Klubbens medicinske stab oplyser, at der er tale om en delvis bristning af syndesmosen i ankelleddet, og at det er svært at vurdere præcist, hvor længe spilleren er ude.

- Vi forventer, at Simon ikke kommer til at spille igen i første halvdel af sæsonen. Skaden og den nødvendige behandling vil tage flere uger, siger Flensburg-Handewitts direktør, Holger Glandorf, i en pressemeddelelse.

De næste seks uger skal Simon Pytlick gå med en beskyttende støvle, som skal give anklen de bedst mulige forudsætninger for at hele.

Simon Pytlick var udtaget til landsholdets kampe i november, men det er nu udelukket. (Foto: © Ernst van norde, Ritzau Scanpix)

Landstræner: 'Vi skal tænke i alternativer'

Skaden betyder, at Simon Pytlick ikke er aktuel for det danske landshold, der samles i næste uge i forberedelserne til januar måneds EM-slutrunde.

Derfor må landstræner Nikolaj Jacobsen undvære én af holdets vigtigste spillere.

- Det er rigtig ærgerligt, ikke mindst for Simon og Flensborg, men også for landsholdet.

- Der er ingen tvivl om, at når vi ikke har været samlet i næsten et halvt år, siger det sig selv, at jeg rigtig gerne havde have haft Simon med til den samling, vi har i næste uge, siger Nikolaj Jacobsen.

Simon Pytlick har hverken tankerne på EM-slutrunden eller nogen som helst anden håndboldkamp på nuværende tidspunkt. For ham er fokus på anklen, som skal hele og derefter genoptrænes.

- Lige nu tænker jeg ikke over, at jeg skal nå noget. Det er da klart, at helt omme i baghovedet, vil man gerne nå at kunne præstere noget for klubben, og eventuelt kunne gøre noget for landsholdet, hvis man kan.

- Men jeg har ingen anelse om, hvordan min krop reagerer, og hvordan det heler, så i første omgang er det vigtigt for mig, at den heler ordentligt, og så giver jeg fuld gas for at komme stærkt tilbage i en bedre forfatning end tidligere, siger Simon Pytlick.

Samlingen i den kommende uge er næstsidste, inden det går løs ved EM i midten af januar. Og selvom Simon Pytlick i første omgang forventes ude resten af året, arbejder landstræneren med både en plan a og b.

- Vi skal tænke i alternativer. Vi kan jo komme i en situation, hvor Simon ikke når at blive klar, og det skal vi selvfølgelig være forberedt på. Men jeg er forholdsvis fortrøstningsfuld i forhold til, at han nok skal blive klar til EM, siger Nikolaj Jacobsen.

I starten af november spiller Danmark tre testkampe ved Golden League-stævnet i Norge, og her skal Nikolaj Jacobsen nu finde på en ny løsning til den venstre back, som Simon Pytlick har sat sig tungt på siden VM-debuten i januar i år, hvor han gjorde stort indtryk og endte på slutrundens all star-hold.

Tirsdag vil en erstatning for Simon Pytlick blive udtaget.

Derudover råder Nikolaj Jacobsen igen over Mikkel Hansen, der gør comeback.

Næste års EM-slutrunde begynder for Danmarks vedkommende den 11. januar, hvor Tjekkiet venter i den første af tre indledende gruppekampe. Slutrunden afholdes i Tyskland.