Danske håndboldstjerner oplevede offentlige vejninger på landsholdet

Offentlige vejninger har været en del af ungdomslandsholdet i håndbold i mere 15 år, og det vækker bekymring hos Håndbold Spiller Foreningen.

Louise Burgaard er en af flere håndboldspillere, som til Jyllands-Posten fortæller om offentlige vejninger på ungdomslandsholdet i håndbold. (Foto: © ERNST VAN NORDE, Ernst van Norde / Ritzau Scanpix)

Spillernes vægt blev skrevet ned og hang enten på væggen eller lå frit fremme på et bord. Alle kunne følge med, hvis man var U-landsholdsspiller.

Sådan fortæller 15 tidligere- og nuværende liga- og landsholdsspillere til Jyllands-Posten. Blandt andet beretter Jyllands-Posten at teenagespillere ned til 15 år på U-landsholdene er blevet offentligt vejet.

Ifølge avisen er nogle af spillerne upåvirkede, mens andre mener, at de offentlige vejninger, som fandt sted fra 2004 til 2019, i værste tilfælde har ført til spiseforstyrrelser.

Blandt spillerne, som står frem i Jyllands-Posten, er de nuværende landsholdsspillere Kathrine Heindahl og Louise Burgaard. Sidstnævnte havde en spiseforstyrrelse, før hun debuterede på ungdomslandsholdet og kæmpede langt op i 20'erne med et negativt kropsfokus, fortæller hun til Jyllands-Posten.

- Jeg tror oprigtigt på, at alle trænere ville os det bedste, men man kan stille spørgsmål ved, om de var deres ansvar bevidst. Dette handler om unge, usikre pigers største drømme, siger Louise Burgaard til Jyllands-Posten.

- Hvis du er en 16-18-årig pige, der er blevet valgt fra på landsholdet og samtidig har fået at vide, at du måske bør tabe dig, og ingen efterfølgende samler dig op, bliver der hurtigt lavet grimme regnestykker – og handlet på dem.

Ifølge Jyllands-Postens kilder var det ikke unormalt at blive indkaldt til samtale, hvis landsholdslederne var utilfredse med spillernes indtag ved middagsbordet.

Stregspilleren Kathrine Heindahl åbner også for sine tanker omkring de offentlige vejninger. Det var et kæmpe tabu, fortæller hun til Jyllands-Posten. (Foto: © Antonio Bat)

I et interview med DR Sporten understreger Morten Henriksen, som er sportschef for Dansk Håndbold Forbund, at spillernes beretninger i Jyllands-Posten gør stort indtryk på ham.

Han forklarer, at de offentlige vejninger blev droppet i 2019 på baggrund af DR-dokumentaren 'Svømmestjerner - Under overfladen'. Dansk Håndbold Forbund, DHF, har siden ændret praksis efter at have rådført sig hos Team Danmark.

DHF benytter dog stadig individuelle vejninger i lukkede rum, fortæller Morten Henriksen.

Forklaringen fra DHF er "uheldig" og et skud forbi mål, mener Torben Vinther, som er direktør for Håndbold Spiller Foreningen og derigennem sidder i bestyrelsen i DHF.

Han forstår ikke, at DHF undlod at fortælle om de offentlige vejninger, da debatten om offentlige vejninger genopstod på baggrund af DR-dokumentaren 'Fodboldens usynlige syge' i begyndelsen af februar.

Her fortalte tidligere A- og ungdomslandsholdsspillere om et testapparat i DBU med offentlige vejninger, som førte til symptomer på psykiske lidelser for flere af spillerne.

- Jeg har forsøgt at løfte det her på politisk niveau og og få DHF til at tage det alvorligt, uden at det vandt gehør. DHF reagerer på bagkant, og det er ærgerligt, siger Torben Vinther til DR Sporten.

Direktøren for Håndbold Spiller Foreningen er glad for, at spillere som Louise Burgaard står frem med sin historie, så andre spillere kan føle, at de ikke står alene med et tabubelagt emne.

Men selvom DHF i 2019 stoppede brugen af offentlige vejninger, er det kritisabelt, at forbundet stadig foretager individuelle vejninger på ungdomslandsholdene, mener Torben Vinther. Den slags bør fuldstændig afskaffes.

- DHF gør det (vejer spillerne, red.), og det underkender fuldstændig, hvad man risikerer at pille ved, når man sætter en ung pige op på en vægt og fortæller dem, at vægt ikke er vigtigt, siger Torben Vinther.

- Det er alt for sårbart at pille ved vægten, for du piller ved noget omkring selvværdet, selvbilledet og de usikre teenageår.

DHFs sportschef Morten Henriksen fortæller, at forbundet ikke har været bange for fortidens skygger på nogen måde: "Vi arbejder løbende med at justere vores ting og har et helt andet setup omkring vores talentudvikling nu end tidligere." (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup)

Morten Henriksen afviser, at det skulle være problematisk, at DHF i dag vejer spillere i lukkede rum i forbindelse med landsholds- og talentsamlinger

- Jeg har altid sagt, at den måde, vi gør det på i dag, kan se anderledes ud i morgen. Indtil videre er der nogle indikationer på, at det i nogle kontekster kan have negative følger, hvis man lader være med at veje. Derfor er vejninger ikke forbudt i DHF på nuværende tidspunkt, da vi er overbeviste om, at det ikke er den rette løsning.

- Man kan også gå så langt at sige, at vi har et setup, hvor vi løbende vender de bekymringer, der eventuelt måtte være for folk, som får problemer omkring spiseforstyrrelser. Når vi vejer nu, er det kun med én hensigt: At skabe de bedst mulige betingelser for spillerne, siger han.

Spillerforeningen kritiserer dog, at der i DHF's retninglinjer for vejninger står, at man skal overveje "om vejningen skal være frivillig".

- Ordet frivillig findes ikke som 15, 16 eller 17-årige. Og måske endda knap nok for A-landsholdsspillere. Gør alle andre det, hvem siger så nej og vil stikke ud? Det ansvar skal man være bevist om som forbund. Jeg synes ikke, DHF er i mål endnu, siger Torben Vinther.

Morten Henriksen understreger, at DHF tager kritikken fra Håndbold Spiller Foreningen til efterretning, da håndboldforbundet udelukkende "vil det bedste for sine spillere".

- Vi har ikke været bange for fortidens skygger på nogen måde. Vi arbejder løbende med at justere vores ting og har et helt andet setup omkring vores talentudvikling nu end tidligere.

- Det er vores forpligtigelse som forbund at prøve at hjælpe vores spillere til at blive den bedste mulige håndboldspiller og menneske.