Det er et problem for hele håndboldsporten, at Hassan Moustafa med dansk støtte kan genopstille op til præsidentvalget i det internationale håndboldforbund, IHF, til november.
Egypteren regerer nemlig fra en solid magtbase, og hans genvalg virker derfor nærmest uundgåeligt. I så fald rinder hans tid som håndboldsportens øverste leder tidligst ud i 2021.
- Jeg formoder, at der er andre lande end Danmark, der bakker ham op, så jeg synes egentlig, at problemet ligger på et helt generelt plan, siger Jens Sejer Andersen, international chef i Play the Game, der er en del af Idrættens Analyseinstitut.
Fra dansk side har man ellers direkte opfordret Hassan Moustafa til at fortsætte, slår formanden for Dansk Håndbold Forbund, Per Bertelsen, i dag fast i Jyllands-Posten.
- Jeg har i mine samtaler med ham foreslået, at han tager fire år mere. Vi ser ikke noget alternativ. Uanset hvad folk mener om ham, gør han et fantastisk stykke arbejde, lyder formandens skudsmål.
Solid magtbase af små lande
Hassan Moustafa har i sine 17 år på posten som præsident for IHF været en omstridt herre, der i flere tilfælde har været rejst alvorlige anklager imod.
Netop hans lange regeringsperiode er et af de mest iøjnefaldende problemer ved Hassan Moustafas rolle i international håndbold, mener Jens Sejer Andersen.
Hvor der i Fifa og IOC er indført begrænsning for, hvor lang tid en præsident må sidde på magten, der lyder på 12 år, så er der ingen bagkant i IHF.
- Dermed er der frit lejde for alle, der kan rekruttere en masse små lande og sikre sig deres stemmer. Det er nærmest en garanti for at kunne sidde på livstid, og det ser det også ud til, at Hassan Mustafa har tænkt sig, siger han.
Han påpeger i samme ombæring egypterens forankring af magten, der på mange måder er en tro kopi af Sepp Blatter, den nu detroniserede fodboldpræsident i verdensforbundet Fifa.
Hassan Moustafa har ligeledes været dygtig til at indlemme en række ulande i håndboldmæssig forstand i IHF, som derefter har ageret loyale støtter ved præsidentvalgene. En fremgangsmåde som Politiken satte fokus på i 2015.
Ny tilgang er påkrævet
Derfor har Per Bertelsen formentlig også ret, når han siger, at der reelt ikke er noget umiddelbart alternativ til egypteren.
- Det er muligt at DHF har ret i, at det ikke nu kan lade sig gøre at vælte Hassan Moustafa, fordi han igennem så mange år har indbudt så mange små nationer til at være med i håndboldforbundet, selvom de ikke spiller håndbold, og som dermed har en stemme, når præsidenten skal vælges, forklarer Jens Sejer Andersen.
Per Bertelsen understreger i Jyllands-Posten ligeledes, at man i DHF anser det for mere værdifuldt at være på god fod med Hassan Moustafa, så han også lytter, når man fra dansk side retter kritik mod hans beslutninger, fremfor at være i opposition og helt uden for indflydelse.
En tilgang, som Jens Sejer Andersen ikke per automatik vil skose, men som på et tidspunkt nødvendigvis må forlades, hvis man gør sig reelle forhåbninger om at se forandringer.
- De lande der virkelig går ind for, at demokrati og sport skal være bundet tæt sammen, må indgå i nogle alliancer og udvise noget aktivisme, for ellers kan den her utilfredsstillende situation fortsætte en generation endnu, siger han.