I kampen mod Ungarn spillede Danmark i godt 45 minutter med en ekstra markspiller inde i angrebet. Og dét var blandt andet med til, at Pytlicks mandskab nu selv står med sin skæbne i hænderne, når de onsdag møder Spanien i den sidste kamp i mellemrunden.
De skal blot have point. Og der er ikke tvivl om, at det var et godt træk fra det danske hold at sende en ekstra spiller ind i angrebet, specielt fordi det ungarske hold ikke formåede at dæmme op for det.
- Jeg synes, det var rigtig fornuftigt at gøre - i og med at ungarerne blev ved med at dække halv-offensivt, så det gav rigtig meget mening at fortsætte med det, siger den tidligere landsholdsspiller, Lotte Kiærskou.
- I går møder Danmark et ungarsk hold, der var taktisk ekstremt dårlige i forhold til den måde, man spiller på håndbold på, og den måde man skal tænke på.
- Det gjorde ondt på håndbolden i går, at den ungarske træner ikke ændrede det taktiske, siger Viborgs cheftræner, Christian Dalmose, der også selv har beskæftiget sig meget med den måde at spille på. Faktisk så man allerede i 2013, at Erik Veje Rasmussen, der er træner for Aarhus Håndbold, eksperimenterede med at spille med syv mand i andgrebet.
Flere skal nok følge trop
Ungarerne blev ved med at stå højt på banen i forsvaret, men det er naturligt, mener Kiærskou.
- Som forsvarer kan man godt få følelsen af, at man skal have fat i bolden, fordi målet er tomt dernede. Så kan man måske godt blive stresset som forsvarsspiller og kommer til at løbe lidt frem, fordi man tænker, man skal have fat i bolden, fordi det så er nemt at lave mål.
- Så bliver man måske lidt udisciplineret og kommer til at fare lidt frem, og så bliver det jo rigtig åbent.
Det er ikke mange hold, man ser spille med en ekstra markspiller. Men nu har vi først set det hos Viborg hjemme i den danske liga, og herefter hos landsholdet, så måske vi kan forvente os at se det hos flere og flere hold.
- Det starter med, at nogle skal udbrede det lidt. Men nu er det begyndt at blive praktiseret lidt, og så kommer der selvfølgelig nok til at være nogle flere, der gør, siger Lotte Kiærskou.
Kan ikke bruges mod alle
Men selvom det gik rigtig godt mod Ungarn, så er det ikke noget, Danmark kan gøre mod alle modstandere.
- Der er nogle hold, man ikke kan gøre det mod i en hel kamp. F.eks. Spanien. For her møder man et hold, der har en træner, som kan finde ud af at ændre på det taktisk, siger Dalmose.
Danmark har kunnet bruge den ekstra markspiller som en form for overraskelse over for de andre hold, men efter kampen i går, vil Danmarks kommende modstandere nok forberede sig ekstra på den opstilling.
- Jeg tror, hvis jeg var Spanien nu, så ville jeg virkelig bruge energi og kræfter på, hvad de skal gøre, hvis Danmark spiller med en ekstra markspiller.
- Men så kunne det jo lige præcis passe, at Danmark slet ikke gør det, og så har man jo allerede vundet lidt, hvis det andet hold og trænere har brugt helt vildt mange ressourcer på at forberede sig på noget, der slet ikke bliver aktuelt.
- Så på den måde kan man jo sige, at hvis man har et ekstra taktisk skridt at tage, så er man jo altid foran modstanderen, lyder det fra Lotte Kiærskou.
Danmark møder i sin sidste kamp i mellemrunden Spanien og vil med minimum uafgjort være klar til semifinalerne. Opgøret kan følges på P3 og her på dr.dk.