Skjern Håndbold kan se frem til nogle brag i Champions League, efter at klubben søndag spillede sig i ottendedelsfinalen.
Det skete med en overbevisende sejr på 33-26 over ukrainske Motor Zaporozhye.
Resultatet mere end udlignede nederlaget på 30-32 i det første opgør, og dermed kan Skjern se frem til at møde det ungarske storhold Veszprem 25. marts.
Skjern-keeper Tibor Ivanisevic strålede i målet med flere imponerende redninger.
Serberen snuppede syv redninger på straffekast, hvilket pillede modet ud af ukrainerne, der ydermere sendte et straffekast på overliggeren.
Opgøret i Skjern var ellers lige i det meste af første halvleg, hvor både 4-4, 7-7 og 9-9 blev til 10-10, og jævnbyrdigheden forsatte.
Skjern lavede for mange fejl og indkasserede for mange scoringer efter kontraløb.
Bjarte Myrhol udlignede til 11-11 efter 20 minutter, og fra fløjen fik René Rasmussen akkurat bolden i mål til føring med et enkelt mål.
Kort efter øgede Myrhol til 13-11, mens gæsterne fik en mand mere smidt ud og var nede med to mand i fasen.
En scoring i tomt mål til Skjern efter en teknisk fejl af Zaporozhye øgede føringen til tre mål, og gæsternes træner tog en timeout.
Imponerende Ivanisevic
Der var tempo i kampen, og scoringerne faldt hurtigt.
Bjarke Christensen misbrugte en stor chance og i stedet for 17-13 blev det kort efter 16-14 efter en reducering fra Zaporozhye.
To scoringer i træk og en fantastisk redning af Tibor Ivanisevic betød 18-14-føring, og en kølig scoring på et straffekast af Anders Eggert øgede yderligere.
Efter en hæsblæsende og underholdende første halvleg var Skjern foran med 20-15.
Det blev til en føring på seks mål efter pausen, men så hentede gæsterne ind ved 20-23, og dramaet lå stadig lige for og bølgede.
Foran 24-21 reddede Ivanisevic et straffekast, men også Victor Kireev reddede i den anden ende.
Med et kvarter igen reddede Ivanisevic sit fjerde straffekast, og Jesper Konradsson øgede til 27-22.
Ivanisevic var der igen og reddede endnu et straffekast, og det blev hurtigt fulgt op af endnu et reddet straffekast.
28-23 med ti minutter igen blev til 29-24, og så fortsatte Ivanisevic sit show i målet.
Serberen snuppede endnu et straffekast i en nærmest uhørt forestilling, og foran med syv mål fire minutter før tid kunne det ikke gå galt.
Du kan se 1/8-finalen mellem Skjern og Veszprem direkte på DR1 den 25. marts.
/ritzau/