Pinslerne fortsætter for Aalborgs håndboldherrer i Champions League.
På udebane måtte det danske mesterhold lørdag se sig besejret med 28-27 af polske Kielce.
Det var syvende gang i otte gruppekampe, at Aalborg måtte forlade banen med et nederlag.
Trods flere skader gjorde de nordjyske gæster det fint i Polen, hvor holdet var tæt på at tage et overraskende point med hjem.
Aalborg-træner Aron Kristjánsson valgte i flere perioder at pille målmanden ud, når gæsterne var i angreb, hvilket betød, at aalborgenserne kunne sætte ekstra tryk på værterne.
Aalborg var i første halvleg foran med 10-7, men polakkerne fik strammet grebet og førte 15-14 ved pausen.
Kielce holdt fast i føringen i det første kvarter af anden halvleg, men så fik Mikael Aggefors leveret et par afgørende redninger.
Det udnyttede Andreas Holst og Buster Juul til at bringe Aalborg foran med 23-21.
Spænding i slutfasen
På godt et minut sendte hjemmeholdet tre bolde ind i Aalborg-målet, og så var Kielce atter foran.
Selv om værterne kom på 26-23, så lykkedes det i slutfasen for gæsterne at skabe spænding.
Godt to minutter før tid hamrede Simon Hald Aalborg på 26-26 i en periode, hvor holdet var i undertal på grund af en to-minutters-udvisning. Gæsterne holdt fast til 27-27.
22 sekunder før tid bragte polakkerne sig foran med et enkelt mål, men Aalborg havde fortsat tid til at få sat det sidste angreb op.
Desværre blev det sidste Aalborg-angreb en anelse hasarderet, og Lovro Jotic fik afsluttet for svagt på Kielces målmand.
Trods syv nederlag i Champions Leagues gruppe B har Aalborg fortsat en chance for at spille sig videre til ottendedelsfinalerne. Holdet mangler endnu at spille seks gruppekampe.
I næste weekend kommer det ungarske storhold Veszprém forbi Aalborg.
/ritzau/