Da GOG efter to måneder og fem kampe skred ind og trak stikket på samarbejdet med Ian Marko Fog, stod klubben tilbage uden cheftræner og i en prekær situation tidligt på sæsonen.
Løsningen blev en erstatningsplan, hvor Mikkel Voigt, Thomas Brandt Nyegaard og direktør Kasper Jørgensen danner trio på bænken i det, der med ledelseslingo kaldes en flad struktur.
Titlerne er ikke så vigtige, siger Mikkel Voigt. Bare det fungerer.
GOG-træneren medgiver, at han og resten af trænerteamet var spændte på, hvordan holdet ville reagere på omvæltningen, men indtil videre er han positiv.
- Jeg er imponeret over, hvordan spillertruppen har taget det. Den har været meget professionel og sagt, at det er vores virkelighed nu, siger Mikkel Voigt inden torsdagens kamp mod storklubben Veszprem i Champions League.
Løsningen er ikke langsigtigt, lyder det samtidig bundærligt fra Mikkel Voigt, der oprindeligt var tiltænkt en assistentrolle, mens han ved siden af også er talentchef i GOG.
Men det er sådan, det er nu, og med et kampprogram både nationalt og i Europa, der ikke indretter sig efter, hvad klubber måtte bokse med på de indre linjer, har der ikke været tid at stoppe op og reflektere.
Han forholder sig lige nu til sine sportslige opgaver hos de forsvarende danske mestre, og oplevelsen er, at spillerne gør det samme, lyder det.
- Det er selvfølgelig noget andet at stå i kampe på så højt niveau, hvor Thomas og jeg sammen med Kasper skal træffe beslutningerne mere ligeligt, men jeg føler ikke, at presset er større på mig nu. Jeg føler, at vi gør det her for GOG, siger Mikkel Voigt.
Han afviser samtidig, at der har været nogen "større konflikter" internt, der skulle redes ud.
- Jeg oplever et hold, som lige nu har en god harmoni og står et godt sted stemningsmæssigt og spillemæssigt. For mig har krisen nok være noget kortere, end den har været for medierne. Vi havde selvfølgelig et par turbulente dage i forbindelse med udskiftningen, men derfra har vi taget opgaverne, som de kom, siger Mikkel Voigt.
Torsdag kan du se Champions League-håndbold på DR's kanaler, når GOG møder ungarske Veszprem på hjemmebane. Der er optakt fra klokken 18.35 på DR2 og DRTV.