Verdens bedste klubturnering er tilbage i Aalborg: Vi SKAL vinde for at komme videre

Traditionsklubben Celje gæster i dag Aalborg Håndbold i en skæbnekamp for begge mandskaber.

Der er godt nok kun spillet en enkelt kamp i Champions League’s gruppe B, der er hjemsted for de danske mestre fra Aalborg Håndbold.

Men derfor kan man alligevel allerede godt tale om en skæbnekamp, når slovenske Celje senere i dag kommer på besøg.

De to hold forventes nemlig at skulle kæmpe om den afgørende sjetteplads i gruppen, som sikrer videre færd i verdens fineste klubturnering.

- Det er en afgørende kamp for vores videre forløb i Champions League. Vi skal vinde for at være med i kampen om at komme videre. Men det er også en vigtig kamp for Celje, siger Aalborgs cheftræner Aron Kristjansson til DR Sporten.

Det er første gang i to år at Aalborg kan byde indenfor til Champions League-håndbold i Nordens Paris.

I første rundes udekamp mod Flensburg-Handewitt var Aalborg Håndbold tæt på at skabe overraskelsen, men måtte i sidste ende se sig slået med 30-27.

Og dagens modstandere fra Celje, der vandt turneringen i 2004, bliver heller ikke nogen nem nød at knække for Aron Kristjansson og co.

- Celje kæmper godt. De har en tung og stærk stregspiller, en dygtig højre back og i det hele taget en farlig bagkæde, siger Aalborg-træneren.

Du kan følge kampen mellem Aalborg Håndbold og Celje på DR1 fra klokken 16.35.