To udekampe, 24 timer og 1700 kilometer: Vi må sælge kampen

Rhein-Neckar Löwens danske træner, Nikolaj Jacobsen, er ikke tilfreds med planlægningen.

Nikolaj Jacobsen har 24 timer til at få sine spillere fra Leipzig til Barcelona. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

På lørdag klokken 18.10 skal den tyske håndboldklub, Rhein-Neckar Löwen, spille udekamp mod Leipzig i Bundesligaen. 24 timer og 50 minutter senere skal holdet så spille Champions League-kamp på udebane mod FC Barcelona.

Det irriterer den danske herrelandstræner, Nikolaj Jacobsen, der også er cheftræner i Rhein-Neckar Löwen. Klubben har selvfølgelig forsøgt at få kampene flyttet – men uden held.

- Det synes jeg selvfølgelig er uheldigt i kraft af, at det er to udebanekampe, og de kommer lige efter hinanden. Vi har en rigtig hård kamp foran os lørdag i Leipzig, så det er selvfølgelig uheldigt, at det falder, som det gør. Jeg håber ikke, det kommer til at ske igen, siger Nikolaj Jacobsen til DR.

Prioriterer Bundesligaen

Der er 1.700 kilometer mellem Leipzig og Barcelona, s de to udekampe kan ikke undgå at få betydning for spillernes mulighed for restitution. Derfor må Jacobsen prioritere mellem de to opgør.

- Det får helt naturligt den betydning, at de, som har spillet meget i Leipzig, de kommer højst sandsynligt ikke til at spille ret meget i Barcelona, siger han.

Har du en bred nok trup til, at det ikke bliver et problem for jer?

- Nej, det har jeg ikke, men det er, som det er. Så må vi sælge den kamp. Andet kan vi ikke. Der prioriterer jeg Bundesligaen højest, siger Nikolaj Jacobsen.

Efter lørdagens kamp i Leipzig venter fire en halv times transport hjem til Mannheim, så klokken er over midnat, før spillerne er hjemme. Om søndagen venter så 1.300 kilometer til Barcelona.

Kampen mellem Rhein-Neckar Löwen og Leipzig kan ses på TV3 Sport lørdag klokken 18.10, mens Champions League-opgøret ude mod Barcelona vises på TV3 Max søndag klokken 19.00.