Skjern-profil: Vi skal vinde med en håndfuld mål

Skjern skal vinde med 4-5 mål hjemme mod Meshkov Brest, hvis det skal lykkes at nå 1/8-finalerne i Champions League, siger Kasper Søndergaard.

Kasper Søndergaard ser frem til dagens CL-opgør mod Meshkov Brest. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

- Det er en stor kamp. De er favoritter, men vi har nogle gode muligheder.

Det siger Kasper Søndergaard forud for Skjerns møde hjemme mod HC Meshkov Brest i den første af to 1/16-finaler i Champions League lørdag eftermiddag.

Det hviderussiske mandskab har landsholdsspillere på stort set samtlige pladser og er godt organiseret, så hvis Skjern skal have en chance, så kræver det en hjemmesejr på 4-5 mål, fortsætter Skjerns højre back.

- Vi skal have kontramål på hjemmebane. Hvis vi ikke får det, så går vi ikke videre over to kampe. Så vi skal have nogle nemme mål, for det får vi formentlig ikke i Hviderusland, siger Kasper Søndergaard til DR Sporten.

Stor håndbolddag på DRs kanaler

Du kan se Skjerns første opgør mod Meshkov Brest på DR 1 fra klokken 15 eller høre den i LIGA på P3.

DR 1 sender også FC Midtjylland sidste kamp i hovedrunden i Champions League ude mod Buducnost hos kvinderne. Den begynder klokken 17.

DR 2 byder også på håndbold og sender KIF Kolding Københavns svære udekamp mod Rhein-Neckar Löwen ligeledes i Champions League.

Det er fra klokken 19.25 - KIF Kolding København skal slå tyskerne for at holde liv i håbet om avancement til 1/8-finalerne.