Skjern Håndbold kan se frem til to brag mod franske Nantes, når vestjyderne skal forsøge at spille sig i Final 4 i Champions League.
I kvartfinalen venter det franske mandskab, som søndag spillede 28-28 hjemme mod hviderussiske Meshkov Brest.
Nantes havde dog vundet det første opgør i ottendedelsfinalen med hele 32-24, og derfor lignede det en umulig opgave for Brest at booke billet videre i turneringen.
Skjern blev lørdag klar til kvartfinalen, da vestjyderne på udebane begrænsede et nederlag til fem mål mod det ungarske storhold Veszprem.
29-34 lød cifrene, som Skjern slap fra Veszprem Arena med, og dermed viste 32-25-sejren i det første opgør sig at være nok for Skjern til at sikre videre færd i turneringen.
Nantes ligger i øjeblikket på tredjepladsen i den bedste franske række med 28 point efter 19 runder. Paris Saint-Germain ligger foran med tre point mere, og rækken toppes af Montpellier.
I gruppespillet sluttede Nantes på tredjepladsen i gruppe A efter Vardar og FC Barcelona.
Det er første gang i klubbens historie, at Skjern er blandt de otte bedste hold i Champions League.
/ritzau/