Der er lagt op til et brag af et opgør, når Skjern Håndbold søndag tager imod de schweiziske mestre, Kadetten Schaffhausen.
Begge hold står nemlig noteret for seks point efter fem kampe i Champions League.
Det samme gør sig gældende for norske Elverum og Ademar Leon fra Spanien.
Men kun to af holdene går videre fra gruppen.
Derfor kan pointene i søndagens opgør vise sig at blive vitale i jagten på en plads videre i turneringen.
- Det må betragtes som værende en must-win kamp. Vi er fire hold med lige mange point, og i de indbyrdes kampe, vi har spillet mod de andre, er det udelukkende endt med hjemmesejre. Derfor er det også et krav til os, at vi får en sejr, siger Skjerns træner Ole Nørgaard.
Superstjerne skal slukkes
Senest de to hold mødtes i Champions League for to uger siden, endte det med et nederlag på 25-24 til Skjern.
Derfor har vestjyderne også noget at revanchere i søndagens kamp.
For at det kan lykkes, kræver det dog, at der bliver gjort væsentligt mere for at stoppe den ungarske superstjerne Gábor Császár, der i den seneste kamp mellem de to hold lavede ni mål.
- De spiller meget atypisk i forhold til de kampe, vi har mod de danske hold. Det bliver meget individuelt for dem, lyder det fra Ole Nørgaard.
- Det er et omdrejningspunkt for os, at vi holder Gábor Császár nede. Sidste gang kom han til at lave for mange mål, og så bliver det svært. Vi kan ikke forhindre ham i at score, men han må ikke lave så mange mål, som han gjorde sidst, hvis vi skal have point, siger han videre.
Søndergaard stadig tvivlsom
I modsætning til Kadetten Schaffhausen, der har den store stjerne Gábor Császár med, så kan Skjern risikere at skulle undvære en af deres store profiler til kampen.
Kasper Søndergaard spillede nemlig ikke med i torsdagens kamp mod Nordsjælland Håndbold, da han havde problemer med den ene ankel.
Derfor er det stadig uklart, om han kommer i spil til søndagens Champions League-opgør.
- Han trænede med lørdag, men jeg ved ikke, om han spiller. Vi holder vågent øje med Kaspers ankel, men jeg er ikke klog på, om han bliver klar, siger Skjern-træneren.
Planen er at teste Kasper Søndergaard inden kampen, hvorefter det vil blive vurderet, om den stærke højre back kommer på banen.
Skulle det ikke lykkes at få Søndergaard klar, så har Ole Nørgaard dog allerede lagt en plan for, hvordan han skal få givet Kadetten Schaffhausen baghjul på anden vis.
- Når Kasper Søndergaard ikke er skadet, er han vital for os. Især i den slags kampe som dem her, hvor han har meget rutine. Men han har været meget hæmmet af anklen. Derfor har vi trænet en del i at spille uden ham. Det er klart, at han er guld værd, hvis han kan spille på fuld tryk, men vi har også nogle andre muligheder uden ham, slutter Skjern-træneren.
Du kan se kampen mellem Skjern Håndbold og Kadetten Schaffhausen direkte på DR1 fra klokken 16.35.