Det kører ikke for storklubben Kielce. I 2016 vandt det polske mandskab Champions League, men i denne sæson har man ikke kunnet finde rytmen til at få lukket kampene, selvom holdet er spækket med stjerner på allepladser og regnes blandt de klubber med allerstørste budgetter i håndbold.
Faktisk er det et helt år siden, Kielce senest vandt en Champions League-kamp på udebane, og i denne sæson har holdets problem været, at man har smidt store føringer. Det kan blive Aalborgs chance, når Kielce søndag eftermiddag kommer på besøg i Gigantium. For der er ingen tvivl om, at polakkerne er favoritter til opgøret.
- Jeg prøver at få banket lidt selvtillid og mod ind i holdet. Det kan godt være, at vi kommer bagud i kampen. Vi skal bare styre, det vi kan, og se om vi kan få skabt den her sensation på hjemmebane. Kielce er jo kæmpe favoritter, når de spiller mod os, men overraskelsen lurer altid i luften, siger Aalborg-træner Aron Kristjansson til Nordjyske.
- Det er ikke mange år siden, de vandt Champions League, og de er et af de hold, der bruger rigtig, rigtig mange penge. De har landsholdsspillere på alle positioner og også som indskiftere, så det er et verdensklassehold, vi skal op imod, siger han.
Frygter dansk fart
Kielces favoritværdighed er indiskutabel, og den polske klub bemærker da også på sin hjemmeside, at Aalborg er det svageste hold i Champions League-gruppen. Alligevel er der respekt for nordjyderne at spore.
- De løber meget, og takket være deres fart kan de hurtigt ændre stillingen på den ene eller anden måde. Det er et stærkt skandinavisk 6-0-forsvar, som fører til kontraangreb, men de kan også spille 5-1, hvorfor det er en virkelig ubehagelig modstander, siger Kielce-backen Michael Jurecki til klubbens hjemmeside.
Du kan se den spændende Champions League-kamp mellem Aalborg og Kielce direkte på DR1. Vi sender fra klokken 16.35.