Landsholdsprofiler: Der venter Aalborg larm, piften og hujen

Aalborg Håndbold kan se frem til en vild oplevelse på udebane mod Veszprém.

De ungarske Veszprém-fans er garanter for vild stemning på hjemmebane. Så der venter Aalborg Håndbold noget af en oplevelse. (Foto: © Juergen Schwarz, 2016 Getty Images)

Der venter vel nok den største udfordring nogensinde for Aalborg Håndbold, når de lørdag eftermiddag træder i Veszprém Arena i Ungarn. Her venter storholdet af samme navn, Veszprém, der er blandt favoritterne til at vinde Champions League.

Slår mig op i ordbogen under ’heksekedel’, er det ikke utænkeligt, at man finder et billede af Veszpréms klublogo. Selvom Aalborg aldrig tidligere har mødt storholdet fra Ungarn, så er der flere danske spillere, der har stiftet bekendtskab med Veszprém og ikke mindst klubbens fans.

- Det er først og fremmest sjovt. Det er en kæmpe oplevelse at komme derover. Der er altid fuldt hus – i hvert fald til Champions League – og der er en atmosfære, som man ikke ser mange andre steder. Når kampene er tætte, og tingene spidser til, er der en øredøvende larm, piften og hujen. Det er noget, der skal opleves, hvis man har mulighed for det. Det er helt unikt, siger landsholdsfløjen Lasse Svan Hansen.

Stor oplevelse

Ligesom i Aalborgs egen arena, Gigantium, er der plads til 5.000 tilskuere, men modsat de flinke nordjyder, der kommer til kamp Aalborg, er der i Veszprém tale om decideret fanatiske fans, mener landsholdsklippen Henrik Møllgaard, der til sommer vender hjem fra Paris Saint-Germain til netop Aalborg.

- Aalborg har noget at glæde sig til - håber jeg. Det er et fantastisk sted at spille. Veszpréms fans er meget dedikerede, ekstremt fanatiske, og det er en lydkulisse, som man ikke oplever ret mange gange i sit liv. Jeg prøvede at spille i den gamle hal, som var mere intim og uhyggelig, men der er virkelig lukket mange folk ind her, som bare har glædet sig til at komme til håndbold, og det er uanset, hvem de møder. Hvis Aalborg kan stå imod, så det også bliver en fed håndboldkamp, så venter der en rigtig stor oplevelse, siger Henrik Møllgaard.

Veszprém har ikke overraskende fået en forrygende start på Champions League-sæsonen, hvor de topper gruppe B med ni point efter fem kampe. Aalborg er sidst i gruppen med to point, men har dog vist lovende takter i flere kampe.

Du kan få del i håndboldoplevelsen, når vi sender braget mellem Veszprém og Aalborg direkte på DR2 fra klokken 17.25.