Det er en vigtig kamp, der venter KIF Kolding København i eftermiddag mod Kielce. Det danske mandskab vil meget gerne spille sig videre i Champions League-turneringen, og derfor skal holdet helst succesfuldt ud af opgøret mod de polske mestre. Det kræver dog en stor indsats fra alle mand.
- KIF Kolding København skal yde sit allerbedste, og særligt bagkæden med Bo Spellerberg, Lukas Karlsson og Lasse Andersson. De skal virkelig spille godt og sætte Kielce under tryk, forklarer DR Sportens håndboldkommentator Lars Krogh Jeppesen og pointerer, hvad der især skal lykkes for kollektivet.
- De skal forsøge at løbe med de store, polske drenge. Det ville være dejligt at få kontraløbet til at fungere, som jo afhænger af et godt forsvar og målmand. Der er mange spillere, der skal præstere på allerøverste hylde, for at det her skal give point.
Verdensstjerner hele vejen rundt
KIF Kolding Københavns polske modstandere er kendt for at have dygtige og fysiske spillere på næsten hver position. Derfor er der også nok at holde øje med for kampens værter.
- De skal holde øje med stregspiller Julien Aguinagalde, samtidig med de også skal komme frem til storskytterne Karol Bielecki og Michal Jurecki. For KIF bliver det vigtigt at komme frem og arbejde med dem, men de skal også passe på, at Aguinagalde nede bagved ikke får for mange bolde, understreger Lars Krogh Jeppesen.
Drømme om avancement
Selvom det kun er blevet til to point i seks kampe, så kan KIF stadig godt nå at gå videre til næste fase i Champions League. Kampen i dag kan være vital for at holde drømmene i live, selvom det ikke bliver let.
- Der venter KIF nogle ufatteligt svære opgaver, og en af dem, der på papiret ser mindst svær ud, er på hjemmebane mod Kielce. Hvis de vil gøre sig forhåbninger om at gå videre, skal de vinde på hjemmebane over Kristianstad og Montpellier, for det bliver altså rigtig, rigtig svært at få point mod Vardar og Kielce eller Barcelona hjemme. Derfor er det vigtigt at få et point eller to i dag, afslutter Lars Krogh Jeppesen.
Kampen mellem KIF Kolding København og Kielce kan ses på DR1 med optakt fra klokken 16.35, eller også kan man følge den i LIGA på P3.