Jesper Jensen var ikke misundelig på spillerne, da han kom hjem fra OL

Landstræneren har givet flere profiler fri til den kommende samling, fordi de er fysisk pressede.

Efter fire år med to jobs vendte Jesper Jensen på bagkant af sommerens OL hjem til et liv, hvor han ikke længere i samme grad skal finde mere end de 24 timer, døgnet stiller os alle til rådighed.

Slut med også at være håndboldtræner for Team Esbjerg. Fremover dedikerer han udelukkende sit arbejdsliv til titlen som landstræner for kvinderne.

Det har været specielt, erkendte Jesper Jensen, da han søndag gæstede studiet i pausen af Team Esbjergs kamp mod Vipers Kristiansand i Champions League.

- Det har været rigtig sundt. Jeg har ikke misundt spillerne, at de skulle i gang syv dage, efter vi vendte hjem fra OL. Det er barske løjer for dem at skulle stå klar igen så tidligt. Det er også derfor, at niveuaet i sådan en sæson (med et OL, red.) går meget op og ned, sagde Jesper Jensen.

- Man er træt og har hovedet fuld af alle mulige ting, og spillerne prøver alt, hvad de kan, men der er lidt flere huller i osten, end der plejer at være på nuværende tidspunkt, sagde han.

Se højdepunkterne fra Team Esbjergs sejr her:

Håndboldlandstræneren er, ifølge ham selv, et godt sted.

Det er der til gengæld flere spillere, som ikke er, og derfor har han netop udtaget truppen til en samling om under to uger, hvor en række profiler er fraværende.

Kathrine Heindahl, Mette Tranborg og Rikke Iversen har efter samtaler med deres respektive klubber fået fri, fordi de skal skånes, mens Louise Burgaard og Simone Petersen er på vej tilbage fra skader.

Det har været en nødvendighed at gøre sådan, også selvom der blinker et EM ude i horisonten om ikke så forfærdelig længe.

- Det er en hård sæson, og vi er nødt til at tage hensyn til individet i det, og så skal vi selvfølgelig også tænke på kollektivet, men det er både på klub- og landsholdsniveau.

- Hvis vi skal have landsholdsspillere, der skal holde i mange år og være gode til slutrunden og komme hjem og have lyst til en mere, skal de ikke løbe rundt og være mere eller mindre halvskadede i en hel sæson, sagde Jesper Jensen.

Du er ikke bekymret over at mangle stamspillere så tæt på EM?

- Nej, jeg vil hellere have haft dem med, men der er ikke nogen, der er så voldsomt ramt, at vi ikke tror på, at de kan spille til slutrunden, sagde Danmarks landstræner.

Landsholdet spiller Golden League senere på måneden, hvor de møder Holland, Norge og Tyskland i tre træningskampe. Derefter venter yderligere en samling i november, inden turen går til EM i Schweiz, Østrig og Ungarn.