Fem danske hold har været i bowlen: Se Champions League-grupperne her

Team Esbjerg og Odense Håndbold endte i samme gruppe under torsdagens lodtrækning.

Team Esbjerg vandt tidligere på måneden bronze i Champions League. Til efteråret kan klubben se frem til gruppekampe mod Odense Håndbold. (Foto: © Frank Cilius, Ritzau Scanpix)

To danske herrehold og tre danske kvindehold skal efter sommerferien spille Champions League-håndbold.

Torsdag fik vi navnene på de gruppemodstandere, der venter for Aalborg Håndbold og Fredericia HK på herresiden og for Team Esbjerg, Nykøbing Falster Håndboldklub og Odense Håndbold på kvindesiden.

Både mændenes og kvindernes gruppespil er opdelt i to grupper bestående af otte hold.

Første lodtrækning på dagsordenen var kvindernes.

Her blev Team Esbjerg trukket som det første danske hold. Den danske mesterklub havnede i gruppe B, hvor også Odense Håndbold blev placeret.

Foruden de to danske ligarivaler består gruppen af de forsvarende Champions League-mestre fra Györ, norske Vipers Kristiansand, franske Brest Bretagne, tyske Ludwigsburg (tidligere Bietigheim, red.), Buducnost fra Montenegro og rumænske Rapid Bucuresti.

Team Esbjerg vandt bronzekampen i Champions League tidligere på måneden over franske Metz. (Foto: © Tamas Purger, Ritzau Scanpix)

I gruppe A endte DM-sølvvinderne fra Nykøbing Falster Håndboldklub sammen med ungarske Ferencvaros, franske Metz, rumænske CSM Bucuresti og Gloria, slovenske Krim, norske Storhamar, Podravka Vegeta fra Kroatien.

Aalborg og Fredericia i hver sin pulje

Herrernes lodtrækning fulgte efter.

Aalborg Håndbold var det første danske navn oppe af hatten. De danske Champions League-sølvvindere blev placeret i gruppe B, hvor de får mulighed for revanche mod guldvinderne fra Barcelona.

Gruppe B består derudover af tyske Magdeburg, polske Kielce, ungarske Pick Szeged, franske Nantes, kroatiske Zagreb og norske Kolstad.

Fredericia HK kan i gruppe A se frem til kampe mod Paris Saint-Germain, ungarske Veszprem, tyske Füchse Berlin, polske Wisla Plock, portugisiske Sporting, Eurofarm Pelister fra Nordmakedonien og rumænske Dinamo Bucuresti.

Der venter 14 kampe i Champions League-gruppespillet.

Når gruppespillet er ovre, vil de to bedste hold i hver gruppe avancere direkte til kvartfinalerne. De efterfølgende fire hold i hver gruppe avancerer til det, der svarer til en ottendedelsfinale. De to lavestplacerede hold efter gruppespillet er færdige i turneringen.

Du vil også i den kommende sæson kunne følge Champions League på DR's kanaler.

Foruden lodtrækningen til gruppespillet bød torsdagen også på en præsentation af sæsonens hold.