Der venter FCM Håndbold en kæmpe udfordring, når de skal forsøge at fortsætte den gode Champions League-stime mod det makedonske storhold HC Vardar.
Det midtjyske mandskab har lagt ud med sejre over Hypo Niederösterreich og Györ og fører derfor gruppen.
Men på udebane i den store Jane Sandanski Hal med plads til 5500 tilskuere er der lagt op til den hidtil hårdeste opgave for det danske mesterhold.
- Vi skal stå imod den enorme fysik, de kommer med, og så skal vi lykkes i kontraen og hente mål der. Skal vi drille Vardar, kræver det, at alle rammer topniveauet, som vi gjorde mod Györ, siger cheftærner Helle Thomsen til klubbens hjemmeside.
Profiler i massevis
Listen af profiler hos Vardar er alenlang, og de råder stort set over to landsholdsspillere til hver plads.
- Jeg sagde før udekampen i Györ, at vi havde én procents chance, og det er vel noget af det samme igen. Vardar er et af de største hold i verden. Med det hold, de har, skal de jo i Final4, siger Helle Thomsen ifølge Herning Folkeblad om stjerneparaden.
Den tidligere danske landstræner Jan Pytlick er på lønningslisten hos HC Vardar, hvor han fungerer som trænerkonsulent og er med på bænken under kampene.
Du kan se kampen på DR1, der sender fra klokken 15:10.