FC Midtjylland hang på til det sidste men tabte alligevel 24-22 på udebane mod Bucuresti. Dermed ser træner Helle Thomsens spådomme til at holde stik. Champions League-kvartfinalen er langt, langt væk.
- Som jeg har sagt inden kampene, så er det lidt urealistisk. De her får flere point på hjemmebane, så det bliver ikke nok med en sejr over dem – plus vi skal også vinde i Sävehof. Vi må sige, at de fire store hold i vores pulje ligner nogen, der går videre nu, siger FC Midtjylland-træner Helle Thomsen til DR Sporten.
Midtjyderne er i gruppe med Buducnost, Györi og Vardar, der sammen med Bucuresti forventes at placere sig på de fire kvartfinalegivende pladser. I den kedelige ende af gruppen finder vi Midtjylland og Sävehof.
Indsatsen fortjener ros
Trods nederlaget, der selvfølgelig frustrerer træneren, er Helle Thomsen godt tilfreds med sine spillere.
Ved pausen var Midtjylland foran med to mål, og først til allersidst slog Bucuresti det afgørende hul til gæsterne.
- At vi først taber kampen med 25 sekunder igen fortjener et kæmpe cadeau. Vi er uden Louise Burgaard, og Pauline Bøgelund trækker et kæmpe læs. Stor respekt til de her tøser.
Desværre blev kampen afgjort på en dansk ”fejl”. Helle Thomsen havde understreget, at danskerne skulle undgå at begå straffekast – men alligevel var det netop et straffekast, der cementerede den rumænske sejr.
Her kan du se afslutningen på kampen.