Ekspert om Skjerns CL-chancer: Behøver ikke stoppe her

Lars Krogh Jeppesen tror på, at Skjern også kan klare sig videre fra kvartfinalen i Champions League.

Skjern kvalificerede sig i går til kvartfinalerne i Champions League efter en samlet sejr over Veszprém. EPA/Boglarka Bodnar HUNGARY OUT (Foto: © Boglárka Bodnár, Scanpix)

Stemmebåndene blev testet for DR Sportens ekpertkommentator, Lars Krogh Jeppesen, da han fra Veszprém Arena kommenterede Skjern Håndbold videre i Champions League lørdag aften.

5000 tilskuere leverede en intens kulisse, der pressede trommehinderne til det yderste.

Overblikket fra kommentatorpladsen fejlede dog ikke noget, og derfor var det en særdeles opløftet Lars Krogh Jeppesen, der satte ord på den præstation, han så fra Skjern.

- Overordnet set er det et kæmpe resultat, ikke bare for Skjern, men også dansk håndbold, at slå Veszprém ud over to kampe. Det er noget af det største, som et dansk klubhold har præsteret.

- Det er især måden, de gør det på, som er imponerende. At en 'underdog' som Skjern, med de begrænsede midler, de har, kan være Veszprém overlegne, tage brodden fra dem og spille så godt, det er en fantastisk historie og en kæmpe holdpræstation, siger Lars Krogh Jeppesen.

Behøver ikke være endestationen

I kvartfinalen ser det ud til, at Skjerns modstander bliver franske HC Nantes, der var vandt første opgør på udebane mod HC Meshkov Brest med otte mål. Returopgøret spilles søndag, og bliver det som forventet HC Nantes, der går videre, så tror Lars Krogh Jeppesen, at danskerne har gode muligheder.

- Det er jo det, som resultatet fra Veszprém beviser. Intet er slut, alt kan lade sig gøre. Nantes er favoritter, men med det samme hårde arbejde og fantastisk taktisk plan, så kan Skjern også klare det.

- Det kræver igen, at de rammer dagen, som de gjorde i første kamp mod Veszprém, men de har bevist, at det kan lade sig gøre, siger Lars Krogh Jeppesen, der har et godt råd til spillerne, inden de begynder at se frem mod de næste kampe.

- Lige nu skal de bare have en masse bajere og nyde den her kæmpe bedrift. Det har de fortjent, lyder det fra Lars Krogh Jeppesen.