Buducnost er ikke bare et af Europas bedste håndboldhold. Mestrene fra Montenegro er også et af Europas hårdeste.Derfor har de danske landsholdsprofiler og resten af Odense Håndbold også måtte forberede sig oven i hovedet på den (bryde)kamp, der venter, når de i aften debuterer med en udekamp i Champions League.
Stregspiller Kathrine Heindahl erkender på forhånd, at det bliver en udfordring at tøjle temperamentet.
- Jeg skal mentalt forberede mig på ikke at blive alt for hidsig. Man står tit tættere på tremeteren, end man står på linjen som stregspiller, men det er sådan, det er, og jeg har heldigvis spillet et par landskampe mod Montenegro, så jeg ved, hvad der venter mig, og forventer at have ondt i kroppen på søndag, siger hun.
Montenegrinerne nåede i sidste sæson kvartfinalen i Champions League, hvor de tabte til de senere vindere Györ.
- Der bliver spillet med musklerne. De vil forsøge at kyse os på hårdhed, og er ikke bange for at tage nogle udvisninger, så det bliver sjovt, men rigtig hårdt, forudser stregspilleren.
Odense er ligesom mestrene fra København Håndbold begge nye i Champions League. Mens mestrene fra København lørdag eftermiddag spiller hjemme mod franske Brest, er en udekamp i Montenegro den måske største mundfuld, man kan byde Stine Jørgensen og Odense.
- Det bliver en superfed kamp at spille. Der kommer et enormt tryk i en fed hal, og det bliver en stor oplevelse, siger hun.
Bagspilleren kan ligesom Kathrine Heindahl se frem til at blive sat under pres fra et Buducnosthold, hvor bagkæden tæller profiler som Katarina Bulatović, Đurđina Jauković og Milena Raičević og er identisk med Montenegros stærke landshold.
- Dommerlinjen er anderledes i Champions League, end den er herhjemme. Man skal have lidt flere tæsk, men så må man også dele lidt mere ud, end man er vandt til, siger Stine Jørgensen.
Målet er mellemrunden efter nytår
Ambitionen for Odense Håndbold er avancement fra gruppen, der udover Buducnost tæller franske Metz, og så norske Larvik, der i de seneste sæsoner er faldet i niveau og ligner gruppens svageste. Tre af de fire hold går videre til hovedrunden efter nytår.
- Det er en kæmpe drøm for både os spillere og for klubben at lege med på den internationale scene. Det er noget, jeg aldrig har prøvet, og det bliver kæmpe stort endelig at få lov til det, siger Kathrine Heindahl.
Foreløbig seks Champions League kampe pakker et kampprogram, der i forvejen var fyldt godt ud. I den hjemlige liga har de vundet sæsonens syv første kampe og har store mesterskabsambitioner, mellem jul og nytår venter pokalturneringens Final4. Dertil kommer, at syv-otte Odense-spillere er på det danske landshold, der til december spiller EM i Frankrig.
- Vi vil gerne nå rigtig langt i alt, hvad vi deltager i, og her er det vigtigt at holde fokus. Vi har potentialet til at nå rigtig langt i alle turneringer, siger Kathrine Heindahl.
København Håndbold tager imod Brest Bretagne 13.45. Budocnost-Odense kan du se på DR2 fra 18.50.