Skal Bjerringbro-Silkeborg videre til 1/8-delsfinalen i Champions League, så er kravet ganske enkelt. Vind i Polen eller vink med al sandsynlighed farvel til Champions League for denne gang.
De seks bedste i gruppen går videre til 1/8-delsfinalerne, og det er netop sjettepladsen, der kæmpes om, når Bjerringbro-Silkeborg møder Wisla Plock lørdag.
– Det er en rigtig vigtig kamp for os. På en eller anden måde er det jo vind eller forsvind. Hvis Plock vinder, så får de sjettepladsen. Så bliver det for svært for os, fortæller Bjerringbro-Silkeborgs forsvarsspiller Klaus Thomsen til klubbens hjemmeside.
Polsk heksekedel i vente
På papiret ligner Wisla Plock en måske en overkommelig opgave, særligt hvis man har BSV’s ni-måls-sejr over netop Wisla Plock i oktober i baghovedet.
Men på udebane er polakkerne en helt anden størrelse. Både storhold som THW Kiel og Veszprem har sat point til på Wisla Plocks hjemmebane i dette gruppespil.
– Vi kommer under et kæmpe pres fra tilskuerne. De har en fed hjemmebane dernede, og specielt i en så vigtig kamp mod os bliver der knald på. Vi kommer virkelig i ilden. Det bliver som, da vi spillede i Veszprem, bare med et endnu mere sindssygt publikum, men vi glæder os. Det bliver jo en rigtig fed kamp, siger Klaus Thomsen til hjemmesiden.
Du kan se om Bjerringbro-Silkeborg holder liv i Champions League-drømmen, når kampen skydes i gang 15.55 på DR1.