BSV har planen klar: FC Barcelonas gun-men skal stoppes

De danske håndboldmestre vil frem og tackle Barcelona-spillerne i søndagens Champions League-opgør.

Lasse Andersson og de øvrige FC Barcelona-skytter skal mødes højt oppe på banen, lyder meldingen fra BSV-lejren. (Foto: © Etienne Laurent, Scanpix)

Bjerringbro-Silkeborgs håndboldmænd får endnu en gang besøg af et hold verdensstjerner i Champions League, når Jesper Nøddesbo, Lasse Andersson & FC Barcelona kigger forbi JYSK Arena søndag eftermiddag.

Tidligere på søsonen har de forsvarende danske mestre lagt gulv til opgør mod bl.a. Flensburg-Handewitt og Paris Saint-Germain, og nu er det altså verdensstjerner som Kiril Lazarov, Viktor Tomas og Gonzalo Vargas, som BSV-spillerne skal på pointjagt mod.

- Det er et fantastisk håndboldhold, der kommer til byen. Det er en klub med en fantastisk historie.

- Det er det hold, som både er mest og bedst skydende fra distancen. Det er et hold med gun-men. Det bliver vores helt store udfordring, men det kan også blive vores mulighed, hvis vi med vores offensive forsvar kan få marginalerne på vores side, lyder det fra BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen i en pressemeddelelse.

God fornemmelse

Gæsterne stiller med danske Lasse Andersson og en perlerække af solide skytter i bagkæden, så det er i defensiven, at nøglen til en overraskelse ligger. Det vurderer forsvarsspecialisten Klaus Thomsen.

- Jeg synes, at vores forsvar står okay til dem. Det er altid spændende at sige, når man møder et af verdens bedste hold. De har sindssygt mange gun-men, der bare kan plaffe boldene ind fra 10-11 meter, og samtidig har de et par stærke stregspillere. Umiddelbart har jeg en god fornemmelse.

- Vi vil gerne ud og tackle deres mange skytter ned. Andre hold satser mere på paradespillet, men vi satser på at være aggressive på modstanderens bagspillere. Vi håber, at vi kan stresse dem lidt. Vi ved godt, at vi møder udelukkende landsholdsspillere, og at det bliver svært, men kan vi yde på et højt niveau, så tror jeg, at vi har en chance, fortæller en optimistisk Klaus Thomsen.

Bjerringbro-Silkeborg ligger i øjeblikket nummer syv i gruppe A. BSV-mandskabet har endnu otte kampe tilbage i gruppespillet. De seks bedste i gruppen avancerer til Champions Leagues knockout-fase.

Du kan følge Bjerringbro-Silkeborgs opgør mod FC Barcelona på DR1 med optakt fra kl. 16.35.