Boesen: Det flotteste nederlag jeg har set

KIF Kolding København knebne nederlag til Barcelona efterlader sportschef Lasse Boesen stolt.

Lasse Boesen er stolt af sit hold. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Man kunne nærmest ikke tro sine egne øjne, da KIF Kolding København kom foran først 8-1 og siden 10-2 på udebane mod storholdet Barcelona i Champions League.

Den danske klub var af sted med en svært skadesplaget trup, der kun efterlod ni markspillere i truppen til at dække de seks pladser.

Kræfterne endte da også med at slippe op for danskerne, der alligevel ’kun’ blev besejret med 28-25 af den spanske gigant. KIF-sportschef Lasse Boesen var dybt imponeret af sine spilleres indsats.

- I omklædningsrummet lige bagefter var folk godt og grundigt kede af det. De udtrykte også ærgrelse ved at råbe lidt højt og syntes, at det ikke var fortjent, for vi ville rigtig gerne have haft det ene point. Det er fuldt forståeligt. Jeg har ikke sagt det til dem, og det ville de nok heller ikke høre på, men det er nok et af de flotteste nederlag, jeg har set, siger Lasse Boesen til DR.

- Jeg har gjort det til et evigt minde ved at tage et billede af måltavlen, da der stod 10-2, så der kunne jeg jo ikke lade være med at sidde og smile lidt. Men omvendt var det jo tidligt på kampen, og man vidste, at det ville være utopi at tro, det ville holde på det her niveau, siger han.

Med nederlaget er KIF Kolding København stadig sidst i Champions League-gruppe B med to point efter seks kampe. Barcelona er på andenpladsen.