Onsdag aften vandt Barcelona 28-27 ude over Flensburg-Handewitt, og dermed topper Barcelona med seks point efter klubbens tre første kampe i gruppe A.
Flensburg-Handewitt følger efter med tre point for tre kampe, mens ungarske Veszprem har lige så mange point for to spillede kampe.
Bjerringbro-Silkeborg (BSV) er i samme gruppe, og det danske hold har efter de to første gruppekampe hentet to point efter sejr ude over Kadetten Schaffhausen, mens BSV senest tabte hjemme til Flensburg-Handewitt med 19-25.
Det placerer BSV på en sjetteplads, og det er på forhånd ventet, at storklubberne Kiel, Flensburg-Handewitt, Barcelona, Paris Saint-Germain og Veszprem napper de fem første pladser.
Mange danskermål
Dermed skal BSV kæmpe med Kadetten Schaffhausen og polske Wisla Plock om den sjette billet videre i turneringen.
Kadetten Schaffhausen og Wisla Plock er noteret for nul point efter to kampe.
Danske Lasse Anderson blev noteret for tre scoringer for Barcelona i aftenens sejr.
Hos Flensburg-Handewitt scorede Anders Eggert fem gange, mens Thomas Mogensen, Lasse Svan og Henrik Toft Hansen alle blev noteret for tre mål.
/ritzau/