De danske vicemestre fra BSV tog lørdag en flot skalp, da de på udebane mod Chekhovskie Medvedi hev en overbevisende sejr på 30-24 hjem.
Sejren var især påfaldende, da BSV var uden profiler som Nikolaj Markussen, Sebastian Skube, Stefan Hundstrup og Aljosa Rezae.
De spillere, der så var med på flyet til Rusland, imponerede dog stort, fortæller cheftræner, Peter Bredsdorff.
- Vi er på alle fronter tilfreds med de 12 mand, der klarede opgaven på alle fronter. De løste opgaverne perfekt, spillede disciplineret og kom frem til chancer i stort set hvert angreb.
Med sejren har BSV givet sig selv tre matchbolde for at avancere i Champions League. Første mulighed er på næste søndag, hvor Tatran Presov fra Slovakiet gæster Jysk Arena i Silkeborg.
Til den kamp håber Peter Bredsdorff, at flere at profilerne er klar igen, men konkurrencen om pladserne er blevet en smule skærpet.
- Nu fik de lige en weekend på sofaen, og så må vi se, om de kan spille sig på holdet igen i næste uge, lyder det fra cheftræneren.