Aalborg skruer bissen på og nedkæmper ungarsk storhold

Aalborg Håndbold vandt torsdag aften 32-30 over Pick Szeged fra Ungarn.

De måtte slide for det, håndboldspillerne fra Aalborg, men i sidste ende fik de også, hvad de var rejst hele vejen til Ungarn for.

I torsdagens opgør i Champions League-gruppespillet, et hårdt spillet et af slagsen mod ungarske Pick Szeged, fik nordjyderne nemlig kamp til stregen fra de ungarske modstandere.

Kampen bølgede fra første fløjt frem og tilbage, og ingen af de to holds spillere ville give hinanden så meget som en lillefinger.

I stedet blev der uddelt massevis af hårde tacklinger, cirka lige mange fra begge hold, og de skiftedes også til at tage føringen, men siden også udligne og overhale hinanden igen.

Kort før tid skruede aalborgenserne dog lige bissen en tand mere på og trak modstanderne.

De endte derfor med at vinde 32-30 over det ungarske storhold.

Sejren betyder, at Aalborg Håndbold nu ligger nummer tre med 13 point i Champions League-gruppen. Franske Nantes på andenpladsen har det samme pointantal inden de sidste fire spillerunder, mens Pick Szeged er lige i hælene på de to klubber med et point færre.

Du kan se højdepunkterne fra kampen i videoen i toppen af artiklen.

Kampens forløb

Af Ritzau: Nordjyderne havde fra kampens start torsdag aften kvaler med at lirke den ungarske defensiv op, og når det endelig lykkedes, stod rutinerede Roland Mikler i vejen i Pick Szeged-målet.

Derfor kunne norske Magnus Rød efter et lille kvarter bringe de ungarske værter foran 10-6.

Langsomt arbejdede nordjyderne sig dog ind i kampen.

Angrebsprofilerne Thomas Arnoldsen og Jack Thurin fandt pludselig hullerne i den ungarske defensiv, og så var der kontakt ved 14-14.

Aalborg kom stærkt ud efter pausen, og da Kristian Bjørnsen strøg afsted i en kontra, bragte han nordjyderne foran for første gang i opgøret.

Opgøret var dog stadig helt lige. De to mandskaber spillede i højt tempo, og føringen skiftede flere gange.

Særligt højrefløjen Mario Sostaric var i målhumør for værterne, og kroaten endte som kampens topscorer med 12 scoringer.

Som anden halvleg skred frem, steppede Niklas Landin dog virkelig op i Aalborg-målet med flere store redninger.

Seks minutter før tid øgede Arnoldsen til 28-26, og da Landin kort efter i den anden ende tog pynten af Sostaric, var momentum for alvor hos Aalborg inden de afgørende minutter.

Her viste Landin for klassen. Den danske keeperprofil pillede pynten af de ungarske skytter, og så kunne Arnoldsen afgøre kampen to minutter før tid med sin scoring til 32-28.