Da Buster Juul kunne høre skideballen gjalde fra modstanderens omklædningsrum i pausen, var Aalborg Håndbold-profilen sikker på, at der ville komme en reaktion.
Men den udeblev, og det polske storhold Kielce rejste sig ikke fra en sløj første halvleg, hvorfor nordjyderne vandt med 32-24 onsdag aften.
- Man ved, at Kielce lige pludselig kan eksplodere, fordi holdet har så meget x-factor, men jeg er lidt skuffet over, hvad de kom med i anden halvleg, efter vi kunne høre, hvor højt Talant Dujsjebajev (Kielces cheftræner, red.) råbte i det andet omklædningsrum, siger Buster Juul.
Du kan se højdepunkterne fra kampen herunder:
Puljen får et knæk
Aalborg Håndbold kom foran med 5-0 i første halvleg, og Kielce så aldrig rigtigt ud til at stable et comeback på benene.
Efter 10 minutter af anden halvleg vidste Buster Juul, der scorede fire mål i kampen, derfor også, at sejren var hjemme, hvorfor hjemmeholdet fra tredjepladsen nu har fem point ned til det polske storhold på femtepladsen.
- Det er rigtig dejligt (sejren, red.). Vi havde mulighed for at give puljen et knæk og smide Kielce ud af muligheden for at komme i top-to. Måden, vi får afviklet kampen i dag, er med til at flytte os derhen, hvor vi gerne vil være, siger Buster Juul.
Herunder kan du se og høre Aalborg-cheftræner Simon Dahl sætte ord på sejren:
Simon Dahl stemmer i. Den 33-årige cheftræner var begejstret for Aalborg Håndbolds præstation i både forsvaret og angrebet, forklarede han efter kampen.
- Vi var langt bedre end Kielce, siger han.
- Vi begynder igen at ligne det Aalborg Håndbold, vi kender med tæt på en helstøbt indsats i dag. Kan vi spille på dette niveau, ligger der mange point og venter på os inden jul.
Buster Juul mener ligeledes, at Aalborg Håndbold efterhånden er tilbage i fuld styrke efter en start på sæsonen, der førte til fyringen af den nu tidligere cheftræner Maik Machulla i begyndelsen af november.
- Der er stadig nogle småting, hvor vi kan forbedre os, men der er sket et kvantespring i forhold til for en måned siden, siger Buster Juul.
- Der er ikke særligt langt fra at ligne nogle lig inde på banen og så til en kamp som denne, så vi skal for alvor få det gode spil med over i den danske liga, hvor vi nogle gange har været for tamme.
Du kan se frem til endnu mere håndbold i topklasse, når kvindernes EM begynder torsdag aften. Danmark spiller første kamp fredag den 29. mod Kroatien klokken 20:30. Du kan følge kampen på dr.dk, høres i LIGA på P4 eller ses på TV 2.