Efter en lidt vaklende start på sæsonen har Aalborg Håndbold fået styr på tingene, og det viste de endnu engang her til aften, da polske Kielce blev besejret med 35-28 i Polen.
Thomas Arnoldsen førte an for den nordjyske offensiv med ni mål, mens Fabian Norsten virkelig også spillede en flot kamp i Aalborgs mål.
Sejren betyder, at Aalborg går forbi Kielce og Pick Szeged op på Gruppe Bs andenplads.
Arnoldsen i hopla
Thomas Arnoldsen var her der og alle vegne i stort set samtlige 60 minutter.
Han vandt alle dueller, både offensivt og defensivt, men især i offensiven drev han gæk med det polske hold og sikrede nordjyderne en fremragende start på kampen.
Den vævre playmakers scoringer gav nordjyderne en tidlig 5-2-føring, før polakkerne kom i omdrejninger.
Da det skete, begyndte Aalborg for en periode at brænde mere og lave et par tekniske fejl i angrebet, og det straffede Kielce.
To Aalborg-fejl i rap kostede begge en kontrascoring imod fra den hurtige franske fløj Dylan Nahi, og så stod der 10-10 efter 18 minutter.
Bedst som polakkerne havde fået fat, fortsatte Arnoldsen med at være ustoppelig.
Playmakeren var en enmandshær, der gang på gang vandt sine dueller. Da Fabian Norsten samtidig stod stærkt i Aalborg-målet, kunne højrefløj Kristian Bjørnsen med en elegant skruebold gøre det til 18-12 inden pausen.
Aldrig tvivl om resultatet
Kampbilledet fortsatte i anden halvleg, hvor Arnoldsen blev ved med at sætte sig selv i fokus i marken, mens Norsten tog pynten af de polske skytter og supplerede en flot præstation med to straffekastredninger.
Det fik polakkerne til at forsøge sig med et offensivt forsvar mod Arnoldsen, og selvom det virkede for en stund, kom resultatet aldrig i fare.
Unge Marinus Munk stemplede ind og udnyttede den plads, som det offensive forsvar på Arnoldsen gav.
Munk leverede tre scoringer inden for kort tid, og det gav på ny Aalborg et sikkert forspring, og derfra var sejren på intet tidspunkt for alvor i fare.
Med sejren rykker Aalborg op på tredjepladsen i Gruppe B - et enkelt point efter Nantes på andenpladsen.