Bo Spellerberg skal være træner i Schweiz: ’Har vidst det et stykke tid’

Allerede da Bo Spellerberg skrev under som spiller i TSV St. Otmar, sagde han ja til en eventuel tjans som håndboldtræner.

Bo Spellerberg føler sig moden moden og erfaren nok til at give trænergerningen et skud. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup)

Efter mere end 20 år i dansk håndbold begynder nu et nyt eventyr for veteranen Bo Spellerberg. Den 38-årige playmaker skrev i juni under med schweiziske TSV St. Otmar, og tirsdag blev han så også præsenteret som spillende cheftræner i håndboldklubben.

Det kommer måske som en overraskelse for nogle, men Bo Spellerberg selv var allerede orienteret om muligheden for at blive træner, da han var i drøftelser med St. Otmar om et skifte. Han takkede ja til muligheden, da tankerne om at blive træner allerede havde luret i baghovedet.

- Jeg har i et stykke tid været bevidst om, at det nok ville komme. Det var nok på vej. Der var ikke noget officielt, da jeg skrev under som spiller, men jeg havde givet tilsagn om, at jeg var klar til trænerjobbet også, hvis det skulle blive en mulighed, siger Bo Spellerberg til DR.

- Jeg skulle overveje, om det er en rolle, jeg er frisk på. Det er noget helt andet, og man skal arbejde i en anden balance. Jeg har tænkt en del over det de sidste par sæsoner. Qua udfordringerne i Kolding har jeg også tænkt over, hvordan man selv ville gribe tingene an som træner. Da det kom til stykket, synes jeg, det var en spændende udfordring, siger han.

20 års ballast

Med flere årtier som professionel håndboldspiller i bagagen og næsten 250 landskampe for Danmark på cv’et er der opbygget store mængder erfaring hos Spelleberg. Nu er udfordringen at finde ud af, om livet som træner passer til temperamentet.

- Jeg har bygget en erfaring op, og de senere år har jeg tænkt nogle tanker om, hvordan jeg selv ville gøre tingene. Når man kører på 20. år med en form for ballast, så tænker man over, hvordan man skal spille. Den modenhed er blevet mere udtalt de senere år, siger Spellerberg.

- Det her er en form for lakmusprøve på, om det er noget, jeg har lyst til på sigt. Lige nu er det en kæmpeudfordring, men det er mig bestemt ikke fremmed at skulle være træner i fremtiden. Men det er ikke nødvendigvis det, jeg vil lave resten af livet. Det er en rigtig fed test og udfordring nu at se, om det er noget jeg evner.

Skal lære tysk

Bo Spellerberg er endnu ikke kommet på helt plads i den schweiziske by St. Gallen. Han er faktisk først flyttet til alpelandet mandag og bor nu på hotel, så der er stadig mange ting at vænne sig til. Ikke mindst sprogbarrieren.

- Jeg har en kæmpeudfordring i sproget. Jeg er ikke særligt god på tysk. Jeg forstår en lille smule, men hernede snakker de schweizertysk, så jeg vil kommunikere på engelsk som træner og så ellers begive mig ud i det tyske i andre rammer end dem, hvor det er mig, der stikker retningslinjerne ud. Det er en udfordring, det må jeg sige, slutter Spellerberg.

Bo Spellerberg startede karrieren hos FIF på Frederiksberg, men har de seneste 16 sæsoner tørnet ud for KIF Kolding (senere KIF Kolding København). For ti år siden var han udlejet til spanske Cantabria. Han stoppede på landsholdet i 2015.