Flere end 100 spillere i de bedste danske håndboldligaer har det seneste år fået skattesager på halsen. Samlet løber de op i flere millioner.
Det skriver Politiken torsdag.
En håndboldklub betalte en spiller titusindvis af kroner for at køre til og fra træning. Der var bare et problem: Den unge mand havde end ikke kørekort. Da Skat fandt ud af det, var det et af de afgørende beviser, da myndigheden sidste år afgjorde, at håndboldspilleren havde fået 62.344 kroner for meget i skattefrie kørepenge.
Afgørelsen er bare én af mere end 100 skattesager, der er havnet hos fagunionen Håndbold Spiller Foreningen (HSF) det seneste års tid. Næsten alle drejer sig om kørepenge. Ifølge HSF er spillerne endt med gæld på mellem nogle få tusinde kroner til over 300.000 kroner. Samlet er gælden flere millioner kroner.
Syg kultur
- Vi må konstatere, at der findes en syg lønkultur i nogle klubber, der i værste fald kan gældsætte spillerne i årevis«, siger HSF-direktør Michael Sahl Hansen til Politiken.
Skats kontroller har allerede bragt nogle klubber frem i offentligheden. Hos Team Sydhavsøerne, der spiller i 1. division, er 19 spillere og ansatte blev dømt til at betale et samlet beløb på 1,5 millioner kroner tilbage.
Ligaklubben Mors-Thy er også hårdt ramt. Her arbejder 10 spillere på at rejse sag mod klubben, som ifølge dem bærer ansvaret.